S og DF ønsker undersøgelse af Skat

Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti ønsker en undersøgelseskommission af Skat. Det skriver de to partiers formænd i en fælles pressemeddelelse.

Folketingets to største partier opfordrer regeringen til at nedsætte en undersøgelseskommission. Den skal kulegrave krisen i Skat, lyder det i en fælles pressemeddelelse fra de to partier.

- En af de største skandaler i nyere tid er krisen i Skat. Mere end noget andet er den ved at ødelægge befolkningens tillid til vores myndigheder, siger S-formand Mette Frederiksen i pressemeddelelsen.

Flere skandaler

Skat har det sidste år været plaget af en række skandaler, der betyder at den danske stat kommer til at gå glip af mange milliarder kroner

- Vi ønsker én gang for alle at få afklaret, hvad der er gået galt i Skat. Derfor opfordrer vi regeringen til hurtigst muligt at nedsætte en undersøgelseskommission, lyder det fra Mette Frederiksen.

DF-formand Kristian Thulesen Dahl tilføjer: 

- En tilbundsgående undersøgelse skal gøre os klogere, så vi kan undgå lignende skandaler i fremtiden. Og det er forudsætningen for, at vi kan genopbygge tilliden til Skat og den samfundskontrakt, vi har med hinanden om, at alle bidrager.

Ingen tillid

Skat har de sidste ti år været ledet af en række forskellige skatteministre fra både rød og blå blok. Det har fået kommentatorer til at anklage politikere på begge sider af midten for ikke at være interesserede i en tilbundsgående undersøgelse.

- Vi er nået til den erkendelse, at befolkningens tillidsbrud til Skat nu er blevet så stort, at den eneste måde vi kan komme videre på er ved en tilbundsgående undersøgelse. Tiden er inde til at trække en streg i sandet og sige, at skandalerne i Skat skal undersøges én gang for alle”, siger Mette Frederiksen.

Kan få store konsekvenser

En undersøgelse af Skat kan få konsekvenser for en bred vifte af de tidligere involverede i beslutninger i Skat, vurderer politisk redaktør på TV 2, Anders Langballe.

- Det betyder, at man sideløbende med, at man forsøger at rette op på Skat, skal undersøge Skat. Og de konsekvenser, det får, er, at en række centrale embedsmænd, en række centrale politikere og også nuværende ministre formentlig skal ind i sådan en kommission og fortælle, hvad de ved, siger han.

Dermed kan en undersøgelse af Skat få væsentlig betydning for den siddende regering.

- I sidste ende vil det kunne ende med et politisk ansvar for politikere. Både fra den tidligere Socialdemokratisk ledede regering, men også fra den nuværende regering, hvor mennesker som Troels lund Poulsen, men også Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, må komme til at stå til regnskab for forskellige ting, vurderer Anders Langballe.

Uafhængige personer skal udpeges

Hvis en kommission nedsættes, så indebærer det følgende:

Justitsministeren udpeger en eller flere personer, der skal være medlemmer af kommissionen. Medlemmerne skal være uafhængige af de myndigheder og personer, som undersøges.

Undersøgelseskommissionen kan komme med forslag til ændringer af love og praksis og foretage retlige vurderinger af, om der er grundlag for, at nogen skal drages til ansvar. Kommissionen kan dog ikke vurdere spørgsmålet om ministres ansvar.

Kommissionen kan indkalde personer til at afgive forklaringer, og personer har pligt til at udlevere materiale til undersøgelseskommissionen.

En undersøgelseskommission kan arbejde i flere år, inden den er færdig. Skræmmebilledet er Farumkommissionen, der i 2012 blev færdig efter ti års arbejde til en samlet pris af 60 millioner kroner.