Ny måling: Flere danskere siger EU ja tak

16x9
Danskerne er i stigende grad begejstrede for EU. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Mens mange briter angrer Brexit, jubler et flertal af danskerne over EU, viser nye undersøgelser.

Mens man overalt i EU har travlt med at diskutere konsekvenserne af briternes farvel til EU – også kaldet Brexit – er der kommet nye tal på europæernes opbakning til EU.

De afslører, at antallet af danskere, der ser positivt på Danmarks EU-medlemskab, på under et år er steget med ni procentpoint til 71 procent. Undersøgelsen blev torsdag offentliggjort af Europa-Parlamentet.

- For første gang siden (finans-)krisens begyndelse i 2007 giver resultaterne af Europa-Parlamentets undersøgelse af europæernes holdninger til EU grund til optimisme, udtaler Europa-Parlamentets formand, italieneren Antonio Tajani.

Den positive tendens ses også i EU-gennemsnittet, hvor 57 procent af europæerne synes positivt om EU-medlemskabet. Det er samme niveau som før finanskrisen, hvor der i 2007 var 58 procents generel tilfredshed med EU.

EU vigtig for terrorbekæmpelse

Et flertal af de adspurgte danskere mener desuden, at EU bør spille en større rolle på en række områder: herunder kampen mod terror (72 procent), bekæmpelse af skattesvig (76 procent), miljøbeskyttelse (74 procent) og bekæmpelse af arbejdsløshed (59 procent). Det svarer til EU-gennemsnittet, hvor især bekymringen for terror ligger højt på listen over borgernes prioriteter for EU.

- Resultaterne tydeliggør, at Europas borgere forventer, at EU reagerer med én stemme i håndteringen af borgernes meget presserende bekymringer, der er udløst af de nylige omvæltninger på den internationale scene, som har gjort verden mere usikker og farlig, siger Tajani.

Britisk flertal fortryder Brexit

De nye tal fra EU kommer samtidig med en undersøgelse fra den britiske avis The Times. Avisen har undersøgt briternes holdning til Brexit – og her svarer et flertal af de 1500 adspurgte briter, at det var forkert at stemme Storbritannien ud af EU sidste år.

På spørgsmålet om det "set i bakspejlet var rigtigt eller forkert at forlade EU", svarer 45 procent, at det var forkert. 43 procent mener, at det var rigtigt, mens 12 procent svarer "ved ikke". Ifølge nyhedsbureauet Ritzau er det første gang, at et flertal har sagt, at folkeafstemningen endte med det forkerte resultat.

Ved Brexit-afstemningen i juni 2016 stemte knap 52 procent af briterne for at forlade EU.