Danskerne: S har mest til fælles med DF

16x9
Kristian Thulesen-Dahl og Mette Frederiksen har de seneste måneder nærmet sig hinanden mere og mere politisk. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Mette Frederiksen deler sofa med Kristian Thulesen-Dahl, mens forholdet til Radikale er anstrengt. Og vælgerne kan se det.

Engang i en ikke så fjern fortid kunne man ikke finde to partier, der stod længere fra hinanden end Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti. 

Men i dag mener et flertal af danskerne, at Socialdemokratiet har mere til fælles med DF, der ifølge tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) aldrig ville blive stuerene, end med den tidligere regeringspartner Radikale Venstre. 

Det viser en ny måling, foretaget af Megafon for TV 2. 

Tæt politisk fællesskab

I rundspørgen svarer 53 procent af de adspurgte, at de synes, S har mest til fælles med DF. 30 procent mener omvendt, at S har mest til fælles med Radikale Venstre. 

Det viser, mener TV 2's politiske redaktør Anders Langballe, at "danskerne følger ret godt med i dansk politik".

- For når man kigger på de områder, der fylder mest på den politiske dagsorden i dag, så er der et tættere politisk fællesskab mellem Socialdemokratiet og DF end mellem S og R. Og når man lytter på regeringens økonomiske politik, så er Morten Østergaard (R) jo også tættere på Regeringen, end DF er på en række af de tunge områder, siger Anders Langballe.

Fælles fodslag på flere områder

Blandt dem, der stemte DF ved seneste valg, er det hele 71 procent, der mener, at Socialdemokratiet har mest til fælles med Kristian Thulesen-Dahls parti. 

S-vælgerne er mindre skråsikre. Her mener 42 procent, at der er størst enighed med DF, mens 30 procent synes, partiet ligger tættere op ad Radikale, og 19 procent "ved ikke". 

Man fornemmer, at der tales ret hårdt mellem S og R i øjeblikket. Særligt har socialdemokraterne meget travlt med at lægge hårdt afstand til de radikale i den almindelige gangsnak på Christiansborg. 

Anders Langballe, politisk redaktør, TV 2

Partilederne Mette Frederiksen (S) og Kristian Thulesen-Dahl har også selv rettet søgelyset mod de steder, hvor de er enige - frem for det sædvanlige fokus på de ting, der skiller dem ad. 

De tidligere ærkefjender har stået skulder ved skulder i forhold til flere emner: Nej til en hævelse af pensionsalderen. Nej til topskattelettelser. Nej til en flad boligskat. Nej til en nybygget politiskole, flad boligskat og Uber

Mest opsigtsvækkende stillede de to partiledere op til et fællesinterview med fagbladet 3F. 

S-formanden og DF-formanden samarbejder tættere end nogensinde.

Efterfølgende viste en Megafon-måling for TV 2, at Dansk Folkepartis vælgere foretrækker, at partiet danner regering med Socialdemokratiet og Mette Frederiksen frem for Venstre og Lars Løkke Rasmussen.

Kristian Thulesen-Dahl afviste dog overfor TV 2 at pege på Mette Frederiksen som statsminister ved næste folketingsvalg. 

Konflikt mellem S og R handler om hjerteblod

Mens Mette Frederiksen og Kristian Thulesen-Dahl sagtens kan sidde side om side, er forholdet mere køligt mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre. 

I sidste uge langede Henrik Sass Larsen (S) og Sofie Carsten Nielsen (R) ud efter hinanden på skift. 

- Selvom der er tale om topprofessionelle politikere, skal man ikke underkende betydningen af personlige relationer, siger Anders Langballe. 

- Der er i øjeblikket et mildest talt udfordret forhold mellem dele af S-toppen og dele af R-toppen. Man fornemmer også, at der tales ret hårdt mellem de to partier i øjeblikket. Særligt har socialdemokraterne meget travlt med at lægge hårdt afstand til de radikale i den almindelige gangsnak på Christiansborg, fortæller han. 

Opfattelsen er, mener den politiske redaktør, at Radikale Venstres udlændingepolitik opfattes som det, der kan forhindre, at rød blok får regeringsmagten ved næste valg. 

- Det er som, at Socialdemokratiet ikke kan forstå, at udlændinge og værdipolitik er hjerteblod for Radikale. De siger det, de mener, og det vil de fastholde deres ret til at gøre, selvom S mener, det er uklogt. Når de to hensyn ramler sammen, har man essensen af den konflikt, der er mellem S og R i dag, siger Langballe.