- Sass må gerne tale grimt. Det vigtigste er, at vi kommer videre sammen

Enhedslistens frontfigur erkender, at stemningen i oppositionen ikke er god. Tirsdag mødes partilederne for at drøfte, hvordan de kommer videre.

For første gang i mere end et år samles oppositionens fem partiledere tirsdag eftermiddag på Christiansborg for at drøfte samarbejdet. Et samarbejde, som har været særdeles udfordret den seneste tid.

Hård kritik og barske beskyldninger er føget gennem luften, og Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper erkender forud for mødet, at stemningen ikke er ren idyl i rød blok.

- Det er vel et forsoningsmøde. Der er jo ikke nogen tvivl om, at der har været problemer i rød blok, og vi har været uenige, siger hun.

Utopiske humanister og bluffnummer

Det er blandt andet i spørgsmål som udlændingepolitik og økonomisk politik, at uenighederne blandt Socialdemokratiet, Radikale Venstre, Alternativet, SF og Enhedslisten er udtalte.

Blandt andet har Socialdemokratiets indflydelsesrige gruppeformand Henrik Sass Larsen betegnet dem, der vil en mindre stram udlændingepolitik end det største oppositionsparti som ”utopiske humanister”. Radikale Venstre har svaret igen ved at kalde Sass for ”meget naiv”.

Sass har også langet voldsomt ud efter Alternativet, som han har kaldt et "bluffnummer” og ”omgærdet af en zen-agtig feel good-kultur”.

Også Enhedslisten har Henrik Sass Larsen længe været særdeles kritiske overfor og har blandt andet kaldt partiet for ”ekstremt”.

Handler ikke om Sass

Pernille Skipper, handler det her møde også om personlige relationer – altså blandt andet om Henrik Sass Larsen?

- Nej, mødet i dag handler ikke om Henrik Sass. Så vigtigt er han altså ikke. Han må gerne tale grimt. Det vigtige for os er, at vi kommer frem til nogle fælles linjer, så vi sammen kan komme videre. Sådan, at når vi er lykkes med at smide Løkke på porten, så er vi også enige om, hvad vi gør derefter.

Men I er jo uenige på en lang række områder?

- Vi skal lære af den sidste valgperiode, hvor vi desværre så uligheden stige, og derfor overvejer vi, hvad vi kan gøre anderledes i vores parlamentariske strategi. Men vi skal selvfølgelig også forsøge at nå hinanden, og vi har hørt blandt andet Socialdemokratiet tale mere om bæredygtighed, og det er noget, vi hilser velkommen, siger Pernille Skipper.

Kan Mette F. regne med støtte fra støttepartierne?

Alternativet

Alternativets politiske leder Uffe Elbæk. Foto: Nils Meilvang / Scanpix
Det nyeste parti i Folketinget pegede ved valget i 2015 på Socialdemokratiets daværende formand, Helle Thorning-Schmidt, som statsminister. Men det er ikke sikkert, at Mette Frederiksen ved næste valg vil kunne tælle Uffe Elbæk og resten af Alternativets folketingsgruppe med. Det slog partiets politiske ordfører Rasmus Nordqvist fast tidligere på året.
- Vi ved ikke, hvordan situationen ser ud, når der bliver udskrevet et valg, om der ligger et politisk grundlag, der er anderledes. Det er vigtigere for vælgerne, hvilket politisk projekt vi står for, end hvilken præsident vi peger på, da vi ikke har præsidentstyre i Danmark, sagde han til Altinget.dk.
Samtidig har Alternativet direkte frabedt sig at blive talt med i rød blok fremover:
- Efter vores vintergruppemøde for nylig har Alternativet genbekræftet sin position som grøn - og dermed hverken rød eller blå. Derfor vil vi værdsætte, at I fremadrettet hverken omtaler Alternativet som en del af ’rød blok’ eller ’de røde partier’.
Alternativet har dog samtidig slået fast, at de ikke kan finde på at pege på Lars Løkke Rasmussen (V) som statsminister.

Radikale Venstre

R-leder Morten Østergaard. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix
Mette Frederiksen må vælge: Vil hun Dansk Folkeparti eller Radikale Venstre?
Sådan lød budskabet fra R-leder Morten Østergaard tidligere på året til Information.
- Man er nødt til at beslutte sig for, hvilken retning man vil gå i.
Radikale er frustrerede over, at Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti på en række områder lægger tæt på hinanden – og samtidig langt fra Radikal politik. Det drejer sig især om udlændingepolitikken og om Socialdemokratiets og DFs afvisning af behovet for flere reformer.
Samtidig har Radikale på det sidste omfavnet Venstres næstformand Kristian Jensen og afviser ikke at pege på ham, hvis han bliver formand for sit parti.

Enhedslisten

Enhedslistens politiske ordfører Pernille Skipper. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix
Folketingets mest venstreorienterede parti kommer til at køre en mere hård og konsekvent linje, hvis deres mandater efter næste valg bliver afgørende for at bringe Mette Frederiksen til statsministerposten.
- Vi vil kigge i den parlamentariske værktøjskasse. Vi kan jo se, at eksempelvis Liberal Alliance har stillet krav til regeringsgrundlaget. Vi har set, at Dansk Folkeparti har lagt nogle røde linjer, som de ikke vil acceptere bliver overtrådt. Det, som Enhedslisten vil gøre nu, er, at vi vil overveje, om vi ikke kan bruge nogle af de her muligheder for fremadrettet at sikre, at vi får et samarbejde med gensidig respekt i et forhåbentligt kommende nyt flertal, har Enhedslistens Nikolaj Villumsen forklaret.
Enhedslisten er blandt andet vrede over Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass, som gentagne gange har langet voldsomt ud efter Enhedslisten.
- Vi siger fra over for afpresning, som vi eksempelvis ser fra Henrik Sass Larsen, når han siger, at Socialdemokraterne vil fortsætte med at føre en højreorienteret økonomisk politik, hvis de vinder magten, forklarer Nikolaj Villumsen.

SF

SF-formand Pia Olsen Dyhr. Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen / Scanpix
Heller ikke SF vil garantere, at deres mandater står bag Mette Frederiksen efter næste valg. Partiet har nemlig et ultimativt krav, der skal opfyldes, har partiformand Pia Olsen Dyhr forklaret:
- Afskaffelse af kontanthjælpsloftet er så vigtigt, at det ikke er til diskussion. Der bliver ikke en Socialdemokratisk regering med vores støtte, hvis de ikke afskaffer kontanthjælpsloftet.
Socialdemokratiet er modstandere af kontanthjælpsloftet, men har indtil videre ikke villet love at afskaffe det efter et valg.