BLOG: Mette F. bygger på sandbund

16x9
Mette Frederiksen (S) og Morten Østergaard (R) Foto: Asger Ladefoged / Scanpix

BLOG: S-formanden har meget at tænke over. En enkelt frokost med de øvrige oppositionspartier er ikke nok.

I rød blok kan de fem partiledere spise nok så mange frokoster sammen. Det narrer næppe ret mange. Frustration og dårlig stemning lurer lige under overfladen. Naturligvis er der mere, som binder dem sammen, end skiller dem ad. Problemet er bare, at de fem partier strides om de allervigtigste politiske sager. Når socialdemokraternes formand Mette Frederiksen bygger på rød blok, så bygger hun på sandbund.

Udlændingepolitik og behovet for økonomiske reformer er en debat, der selv under en frokost ment som en fredsskabende foranstaltning kan give de fem partiledere forstoppelse og maden i den gale hals.

Man behøver ikke være titelholder som Überbesserwisser for at se det. Selv om det naturligvis hjælper. Mette Frederiksen har med sin tilnærmelse til Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti skabt en ønskesituation. Han peger ganske vist ikke på hende som statsminister. Det må klares af de fem rød/grønne partier modsat den blå blok, som Kristian Thulesen Dahl stadig erklærer sig som en del af. Men når Mette Frederiksen først sidder som statsminister i Prins Jørgens Gård, så ser han givet sig selv som samarbejdspartner i mange af de vigtigste sager.

Udlændingepolitik og foden på bremsen i EU-politikken i urolige tider er nok så vigtigt. Men de to partilederes samarbejde har også som udgangspunkt, at betegnelser som ”reform-amok” kommer til at stå i den politiske fremmedordbog. Det er ikke Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, som hæver ambitionerne på området.

Skrevet med småt

Med Mette Frederiksen som statsminister bliver overskrifter som skattereform og arbejdsudbud skrevet med småt. Lidt nedladende og sarkastisk taler politiske modstandere om FOA-partierne med slet skjult henvisning til det store offentlige forbund og ikke mindst dets formand Dennis Kristensen, der protesterer mod alle politiske tiltag, som påvirker hans medlemmers arbejdssituation. Ingenting er et plusord i den sammenhæng. Med Mette Frederiksen ved roret bliver nedskæringer og effektiviseringer vendt på hovedet under overskriften til Christiansborg ”fingrene væk”.

Det er ikke fordi, hun ikke har ambitioner. Bare tænk på søndagens møde i Odense om det nye socialdemokratiske principprogram og de ikoniske papskilte med den uddannelsesmæssige udfordring. Hvordan får vi dem med, der har den sværeste start i samfundet? Hvis Mette Frederiksen og hendes parti bare tilnærmelsesvis får indfriet de nye forventninger til et løft på området, så falder kravene til lavere skatter og højere pensionsalder tilsvarende. Flere med relevant faglig uddannelse løser i nok så høj grad flaskehalsproblemer med mangel på arbejdskraft som den borgerlige sirenesang, der skal få folk til at arbejde mere.

Det bliver ikke Kristian Thulesen Dahl, som protesterer mod den type af reformer, hvor det ikke er topskatten, som sænkes til dem på solsiden. Han deler Mette Frederiksens afvisning af, at samfundet får nogen målelig glæde af at give de højtlønnede ekstra i lønposen oven i det, de har i forvejen.

SF har set det

SF’s formand Pia Olsen Dyhr har set det. Hun og hendes parti nærmest klæber til de to større partier, som tredje hjul på giggen. Lige nu mangler en håndfuld mandater i diverse meningsmålinger for, at de tre partier får absolut flertal. Men for Mette Frederiksen er det en ønskesituation, hvis de tre partier kan tælle til de berømte halvfems, der sikrer majoriteten i Folketinget. Selv udlændingepolitikken virker ikke mere som ”no go” hos SF. Bare tænk på partiets landsmøde for nogle uger siden, hvor baglandet trods alt satte foden ned, da Folketingsgruppen i første omgang lod asylsøgende børn komme under den såkaldte nødbremse ved grænsen.

Det var dog mere symbolik end realitet. Ingen tror rigtig på nye flygtningestrømme i et omfang, hvor det bliver nødvendigt at bremse dem af dansk nød. Men der stoppede SF-baglandet trods alt partiledelsen.

Selv om det ikke kommer til at ske, så er SF’erne i virkelighedens verden langt tættere på ministerposter end de reformhungrende radikale, uanset det lille såkaldte midterparti endnu ikke kan få sig selv til at opgive drømmen om at gentage regeringssamarbejdet med Mette Frederiksens parti.

Men det er lige som Jeppe i Baronens seng. På et tidspunkt må partiet vågne op til de hårde kendsgerninger i dansk politik. Der er ingen statsministerkandidat, som vil have Morten Østergaard, Martin Lidegaard og Sofie Carsten Nielsen med på deres ministerhold.

Ligner desperation

Måske er opvågningen sådan set allerede sket, selv om partiet ikke vil indrømme det over for den brede offentlighed. Påskens radikale reklamekampagne med portrætfoto af Venstre-kronprins Kristian Jensen ligner ganske vist ved første øjekast den rene desperation. Men måske skal man kigge dybere i den politiske stilling.

De radikale understreger måske nok, at de peger på Mette Frederiksen som ny statsminister. Alt anden ville nok også være vælgermæssigt selvmord. Vi skal 27 år tilbage til sidste gang ved valget i 1990, da radikale pegede blåt på den konservative statsminister Poul Schlüter, som de i øvrigt dengang var i regering med. Belønningen fra vælgerne var syv mandater og et farvel til daværende partileder Niels Helveg Petersen. Nok tror Morten Østergaard meget på sig selv, men den hopper han ikke på.

Men ved at elske Kristian Jensen får de radikale signaleret, at der kan komme et alternativ, hvis Lars Løkke Rasmussen som ventet forsvinder ud af dansk politik efter et valgnederlag og Mette Frederiksen i øvrigt skuffer med mangel på det, de radikale ser som nødvendige ambitioner. Her lurer mere fristende lærdom fra fortidens radikale ledere. Bare tænk på, da de radikale nærmest fik skiftet formand for 25 år siden i Socialdemokratiet, da Svend Auken, som de radikale nedlagde veto mod som statsminister, blev erstattet af Poul Nyrup Rasmussen, som de radikale så som frelser og forsoner.

Øger presset

I en ny valgperiode øger de radikale samtidig presset på Kristian Thulesen Dahl i hans samarbejde med Mette Frederiksen. Han får langt vanskeligere ved at kalde sig blå, hvis de radikale og de nuværende regeringspartier som et fasttømret reformmindretal i næste valgperiode bliver ved med at presse Dansk Folkeparti som tungen på vægtskålen. En position, som de radikale kender omkostningerne ved til hudløshed.

Alt det er fremtidsmusik. Mette Frederiksen skal først vinde valget. Mulighederne ser mere end gode ud med en fastlåst regering og en statsminister Lars Løkke Rasmussen, der næsten uanset hvad bare ikke kan genvinde sin popularitet.

Men hun har stadig meget at tænke over. Og så har vi endda ikke rigtigt nævnt Enhedslisten, som ikke vil være stemmekvæg for Mette Frederiksen som under Helle Thorning-Schmidt og Alternativet, der kalder sig grøn blok og endnu ikke vil love socialdemokraternes formand partiets troskab.

En enkelt frokost klarer det nok ikke.