BLOG: Tibetsag med skæg og blå briller

Torsdag den 20. april. For den såkaldte Tibet-kommission en milepæl med sidste planlagte forhør.

En genafhøring af en medarbejder fra Politiets Efterretningstjeneste, PET. Ikke fordi der kom meget nyt frem. Forhøret ligger sig blot i slipstrømmen af andre, der ikke kan huske, benægter eller har andre udlægninger af fælles oplevelser og udførte opgaver.

Men det er tydeligt på Tibet-kommissionens udspørger, advokat Jakob Lund Poulsen, at kommissionen mistænker PET for at have spillet en ikke uvæsentlig rolle under den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg i juni 2012. Hvor politiet med al sandsynlighed knægtede demonstranter og aktivisters grundlovssikrede rettigheder til at vifte med Tibetflag og demonstrere for at vise deres utilfredshed med den kinesiske fremfærd i det lille bjergrige og styret i Beijings brud på menneskerettighederne.

Helt centralt er den såkaldte trusselsvurdering udarbejdet af dagens afhørte PET-mand. Her vurderes sikkerhedsrisikoen for lille. Derimod fremhæves kinesisk bekymring over ”at tabe ansigt ved konfrontationer med demonstrationer eller lignende”.

Blev det af ledende politifolk med ansvaret på dagen opfattet som en slags ordre om at ”skærme” præsidenten, så han aldrig fik øje på demonstranter eller vejende Tibet-faner? På trods af Grundloven og altså brandulovligt.

Svaret er ikke glasklart trods de mange afhøringer siden 3. november sidste år. Den pågældende PET-mand melder således hus forbi. Han var lige så overrasket som mange andre over politiets måde at tackle sagen på.

Hårdt arbejde

Kommissionen har været på hårdt arbejde. Dagens afhøring af PET-manden markerer et lille jubilæum. Den er nummer 75 i rækken, siden kommissionen begyndte at spørge ind til det hele. De mange forhør suppleres af Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, der har haft hele 414 politifolk gennem deres vridemaskine. Mandag den 24. april afleverer DUP sin efterforskning til Statsadvokaten i København, der så skal tage stilling til, om politifolk skal på anklagebænken. To er sigtet for at have løjet i Retten under en sag anlagt af seks Tibet-aktivister. Men Statsadvokaten afgør, om de bliver tiltalt.

Tibetkommissionen har fået mere tid end politiklagemyndigheden. Først ved årsskiftet på tærsklen til 2018 afleverer de tre kommissionsmedlemmer med landsdommer Tuk Bakker i spidsen sine konklusioner.

Hvem fik idéen?

Ingen tror på, at politiet selv fik ideen til at knægte Grundloven. Men hvem gjorde så? Blandt de 75 afhørte er tre tidligere udenrigsministre, Villy Søvndal, SF, partifællen Holger K. Nielsen og den radikale Martin Lidegaard. Forhenværende justitsministre, socialdemokraterne Morten Bødskov, Karen Hækkerup og Mette Frederiksen har ligeledes været forbi kommissionen.

Det politiske spor er der løbet ud i sandet. Alt tyder nemlig på, at både regeringen og Folketinget ikke bare intet vidste, men også fik forkerte oplysninger, da det gennem mediernes opfølgning blev mere og mere klart, at noget var gået rygende galt.

Selv Hoffet har været i søgelyset. Når det drejer sig om statsbesøg fra i dette tilfælde en kinesisk præsident, er det nemlig formelt Hoffet, der står for at koordinere program og sikkerhed. Noget der kom bag på kommissionen, så selv den tidligere Hofmarskal, Ove Ullerup, har måttet forklare sig. Dog uden medaljer og uniform. Men også den vej har vist sig at være blind. Nok blev mange møder holdt på Amalienborg, men beslutninger om det, der interesser Tibetkommissionen, blev tilsyneladende truffet andetsteds.

På dupperne

I Udenrigsministeriet var de i hvert fald oppe på dupperne. Møder mellem ambassadør Friis Arne Petersen i Beijing og hovedkvarteret hjemme på Asiatisk Plads fulgte på videokonference. Besøget var en kæmpechance for Danmark og ikke mindst dansk erhvervsliv. Men udenrigsministeriet har ingen instruktionsbeføjelser overfor politiet. Lodrette ordrer findes ikke. Og da en bestyrtet SF-udenrigsminister Villy Søvndals spindoktor Claus Perregaard spurgte til mediernes gengivelser af politiets fremfærd under besøget, blev han og udenrigsministeriet beroliget med, at sådan var det altid efter statsbesøg. Klager over enkelte betjente med undskyldelig ivrighed i tjenesten hørte til rutinemæssig praksis.

Altså næppe heller nogen med egentligt ansvar blandt diplomaterne. Men så alligevel. Måske blev der med udenrigsministeriet som udfarende kraft skabt et forventningspres. Intet måtte gå galt under besøget. Risikoen var angiveligt, at præsidenten kunne blive så fornærmet over protesterende almindelige mennesker, at han afbrød besøget, pakkede kufferterne og tog hjem med hele følget.

Og her er vi så tilbage til afhøringerne af de menige PET-medarbejdere. Var det dem, der påvirket af udenrigsministeriet nærmest var en slags ”go-between” til Københavns Politi og var med til at skabe en stemning af hysteri, hvor Fanden var løs, hvis noget løb af sporet?

Jakob Lund Poulsens spørgsmål tyder på, at kommissionen ser en kobling mellem PET’s trusselsvurdering og politiets kritisable handlinger.

Skæg og blå briller

Som alt i efterretningsvæsenet er det svært at bore ud. Mens alle andre afhørte i kommissionen naturligvis optræder under eget navn, så må torsdagens afhørte PET-mand kun kaldes KF0764. Selv om han dog optræder i civil og uden forklædning, så ligner det en kommission udsat for efterretningstjenestens skæg og blå briller.

En anden PET-mand, KF0766, fortalte for et par uger siden som chef for Hoffets personlige beskyttelse under besøget, at mails om hans mødedeltagelse og kvitteringer for modtagelse ikke skulle tages bogstaveligt. Det var blot udtryk for, at PET ville stille med en mand. Så kan det godt være, at adskillige andre på møderne kan huske, at KF0766 deltog, men det mente han ikke selv.

Tallet 20 milliarder kroner spiller sin egen rolle. I hvert fald har en central politimand forklaret, at KF0764 i en telefonsamtale nævnte netop dette præcise milliardbeløb som værende på spil, hvis præsidenten ”tabte ansigt”. Det skulle han angiveligt have fået fra udenrigsministeriet.

KF0764 selv benægter dog samtalens indhold.

Den usædvanlige trusselvurdering kan PET dog ikke løbe fra. Ikke kun i dag, men gang på gang har kommissionen haft den på storskærmene i mødelokalet på Fremtidsvej 1 i Buddinge. Sikkerhedsmæssigt vurderes risikoen for præsidenten for at være lav. Faren er altså, at ”præsidenten taber ansigt”.

En trusselsvurdering der ordret går direkte ind i planlægningen hos Københavns Politi. Kommissionen har lært nye ord som operationsbefaling, manøvreide og politiaktion. Her fremgår det uden omsvøb, at den kinesiske præsident skal ”skærmes" fra demonstranter og flag, og bannere skal tages fra aktivister.

De fleste vil næppe mene, at der er meget at misforstå. Flammeskriften forstærkes af en mail fra den operative chef under præsidentbesøget, vicepolitiinspektør Claus Hjelm Olsen, til sine nærmeste folk: ”Skal vi redde lidt bedre økonomiske vilkår til nationen og måske deraf et dryp til politiet, ligger det på jeres skuldre”.

Claus Hjelm Olsen er en af de to ledende politifolk, der blev sigtet af DUP for at lyve i retten. Men også over for kommissionen har han afvist, at mail og forhåndsinstruks kan læses som ordre om Grundlovsbrud. Den gennemgående forklaring fra politifolk med noget ”i klemme” er, at der også var et hensyn til demonstranterne. Præsidenten var jo ledsaget af sine egne bevæbnede kinesiske livvagter. Ingen kunne vide, hvordan de ville reagere ved en pludselig opstået situation. F.eks., hvis en aktivist pludselig sprang ud foran kortegen.

En forklaring som kommissionens udspørger, Jakob Lund Poulsen, ikke rigtig synes at tage alvorligt. Men det er naturligvis op til Kommissionen selv og for politiets vedkommende altså anklagemyndigheden, hvem de tror på, og hvad de lægger til grund.

Kommission og myndigheder kommer til at bruge hele deres juridiske erfaring med sund snusfornuft. Forklaringerne stritter mod hinanden. De fleste er gennemhullede til fordel for anklagerne om, at politiet er gået langt ud over deres og Grundlovens beføjelser.

Fire Golf-vogne

Et par centrale eksempler: Kort før den kinesiske præsident skal til gallamiddag på Christiansborg med Dronning og regering lørdag den 15. juni 2012 kl. 20 kører politiet fire Golf-vogne ind foran en demonstration på Højbro Plads over for Christiansborg. Demonstranterne bliver ”skærmet”. Præsidenten kan ikke se dem.

De ansvarlige politifolks forklaring: Demonstranterne rykkede på sig. Golf-vognene skulle forhindre dem i at gå frem mod præsidentens kortege.

Men hvis det blev besluttet på stedet og minuttet, hvorfor kunne TV 2’s udsendte livereporter, Lisbeth Davidsen, på News to timer før så fortælle, at det ville ske? Golf-vognene holdt allerede i en sidegade. Jo, har Københavns Politidirektør under besøget, Johan Reimann, forklaret: ”En fjer bliver let til syv høns”. Der er så mange rygter sådan en dag.

Desværre for Reimann, der ikke selv synes at have noget i klemme på grund af de underordnedes ageren på dagen, var det tilsyneladende alt andet end rygter. I hvert fald har en nu pensioneret vicepolitkommissær, Erik Jack Pedersen, forklaret for kommissionen, at ideen om at skærme allerede opstod på en briefing den 12. juni, altså tre dage før. Det var det bare ikke fire Golf-vogne, men to af politiets busser, der skulle ind foran demonstranterne. Hans overraskelse var ikke, at demonstranterne blev gemt væk, men alene køretøjerne.

Fandt tre flag

Andre eksempler: Politiet nægtede længe at have taget Tibet-flag fra folk. Indtil en chef på den lokale politistation på Amager fandt tre. Det var ligeledes ikke muligt for politiets ledelse at identificere de politifolk, der ulovligt havde tilbageholdt en aktivist med flag i Rosenborg Have. Selv om betjentene var fotograferet. Da fotoet blev offentliggjort, gav de sig selv til kende. Ledelsen hævdede ligeledes, at radiokommunikationen under besøget ville kræve en voldsom personalemæssig ressource at gennemgå. Indtil blandt andet den daværende konservative retsordfører, Tom Behnke, selv tidligere politibetjent, satte spørgsmålstegn ved det.

Man kan blive ved. Udenrigsministeriets protokolchef, Jette Nordam, har forklaret, at hun på opdrag fra ministeriets chef for Asien-kontoret, Martin Bille Henriksen, et par dage før besøget kontaktede Johan Reimann for at sikre sig, at politiet vidste, hvor vigtig opgaven var. Alt skulle gå glat. Reimann har forklaret, at han beroliger, men går til chefpolitiinspektør Mogens Lauridsen, den umiddelbare chef for blandt andet Claus Hjelm Olsen, der bekræfter: ”Alt er under kontrol”.

Mogens Lauridsen kan bare ikke bekræfte forløbet. Han insisterer således på, at han ville have husket en henvendelse fra sin politidirektør. Reimann fulgte nemlig altid hierarkiet i politiet, og derfor ville en henvendelse fra direktøren ned i systemet være gået gennem Lauridsens chef, chefpolitiinspektør Jørn Aabye Nielsen.

Stået skidt

Vi vender tilbage til skæg og blå briller. Måske kom PET-mand KF0766 tættere på sandheden om hele sagen, end han anede, da han blev afhørt. På dagen havde han ansvaret for briefingen og instruksen til Dronningen og Hoffets personlige livvagter. Meget udførlig. Og så med tilføjelsen: ”Hvis jeg ikke havde forklaret det, og der var sket et eller andet, så havde vi stået skidt”.

I USA har de et udtryk for det. ”Cover your ass”. For at oversætte ligeud: ”Hvis du risikerer at få røven på komedie, så beskyt den”. Intet må gå galt. Og hvis det gør, er det i hvert fald ikke din skyld. Blot du har gjort, hvad du kunne. Tibetsagen ligner for denne reporter, der har fulgt flertallet af forhørene, mest af alt en historie om politifolk, der gik over gevind for ikke at få ansvaret, hvis noget gik galt. En efterretningstjeneste, der ligeledes skubbede aben videre for slet ikke at tale om udenrigsministeriet.

Grundloven endte med at blive bøjet. Landsret, regering og Folketing fik forkerte oplysninger. Problemet med at dække den berømte bagdel er bare, at det for alvor går galt, når ,med endnu et amerikansk udtryk, at ”cover up’et” bliver afsløret. Man redder ikke bagdelen, når man bliver taget med bukserne nede.

Men om der er noget juridisk at komme efter? Det ved vi først ved årsskiftet, når Tibetkommissionen afleverer sine konklusioner til regering og Folketinget. Den del ser mere end svær ud.