Stjerneadvokat revser Søren Pape: Du er en høg

​Det bliver lettere og lettere at blive dømt i de danske retssale, lyder det fra en af Danmarks førende forsvarsadvokater.

Danmark justitsminister, Søren Pape Poulsen (K), er ”populistisk” og ”en høg”, mener forsvarsadvokat Mette Grith Stage.

- Søren Pape ligner sådan en rigtig fin fyr, en due. Men det viser sig så, at han er høg. Han er en strammer. Han vil have en hård kurs overfor de kriminelle, siger hun i programmet ’Lippert – walk and talkshow’.

Hvis man vil have færre kriminelle i Danmark – og Mette Grith Stage færre kunder i butikken - er midlet ikke hårdere straffe. Man skal derimod hjælpe de kriminelle med at genetablere en normal tilværelse i samfundet.

Men de fleste danskere ser ikke det lange perspektiv, men blot forbrydelsen og den straf, de mener, der kræves. Og Søren Pape Poulsen tænker populistisk, mener forsvarsadvokaten.

- Det sælger jo, det her. Man får flere stemmer ved at sige til Danmark, at vi skal have en hård kurs overfor de kriminelle. Der er jo ingen almindelige, pæne mennesker, der synes, at kriminalitet er godt, siger Mette Grith Stage.

Så det handler om at fiske stemmer?

- Ja, det tror jeg, at det gør. Hvis de lyttede til de videnskabelige undersøgelser, så siger de netop, at det ikke er hårdere straffe, der skal til.

Ministeren tænker på hævn

Mette Grith Stage har som en af landets førende forsvarsadvokater mange års erfaring med nogle af de mest hårdkogte kriminelle. Hendes CV er fyldt med prominente sager lige fra Hell Angels-rockere til hustrumordere – og lige nu forsvarer hun blandt andre den terrortiltalte 17-årige i Kundby-sagen.

De senere år har hun oplevet et skift i tankegangen hos ministrene i Justitsministeriet. Hvor der tidligere var mere fokus på resocialisering, handler det nu om indespærring.

- Der er kommet et element af hævn. Nu skal de kriminelle ind og bøde for den forbrydelse, som de har begået. Mere nul-tolerance. Det skal virkelig have en alvorlig konsekvens. Det skal gøre ondt at have begået en forbrydelse og gøre ondt at sidde i fængsel, siger Mette Grith Stage.

Retssikkerheden under pres

Mens politikerne de sidste år har strammet løkken om de kriminelle, så har retorikken og handlingerne smittet af i retssalene, mener forsvarsadvokaten.

Retssikkerheden er på deroute.

- Jeg oplever, at det virkelig er op af bakke, og at politiet efterforsker meget ensporet og har lagt sig fast på, at ham her, han er forbryderen. Når man kommer i retten skal der ikke ret meget til for, at man siger, at bevisbyrden er løftet, siger Mette Grith Stage.

Det grundlæggende og demokratiske princip med, at en hver rimelig tvivl skal komme den til tiltalte til gode, er mindre og mindre gældende.

- Det er blevet en floskel, som forsvarene bare står og lirer af sig. Ud fra min hverdag i de danske retssale føler jeg, at der skal mindre og mindre til, før at klienterne bliver dømt.

Men det er det, man kalder justitsmord. Når nogen bliver dømt uden at være skyldig. Er det Søren Papes skyld?

- Det er måske lige lidt groft at sige, at han er justitsmorder. Det er ikke bare hans skyld, men det er en generel tendens. Der skal ikke så meget til, før at bevisbyrden er løftet.

Se hele programmet ’Lippert – walk and talkshow’ med Mette Grith Stage på TV 2 Play.