Simon Emil Ammitzbøll har ingen anelse om virkeligheden for socialt udsatte

16x9
Virkeligheden er, at en voksende gruppe af vores medborgere dagligt kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen, skriver Pernille Skipper. Foto: Scanpix

Simon Emil Ammitzbøll siger i dag, at det er ”en fornærmelse mod verdens fattigste”, når en ny undersøgelse kalder mere end 44.000 mennesker i Danmark fattige. Han mener for eksempel ikke, at mennesker på kontanthjælp kan regnes som fattige.

I virkeligheden er det Simon Emil Ammitzbølls kommentar, der er både forkert og fornærmende.

For han lever tydeligvis meget langt fra det liv, som mange socialt udsatte i Danmark lever.

Virkeligheden er, at en voksende gruppe af vores medborgere dagligt kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Det handler blandt andet om at mangle penge til helt basale ting som sund mad og medicin, forsikringer eller gaver til børnefødselsdage eller fritidsaktiviteter. Det handler om, hvordan det er for forældre, der ikke har råd til at sende deres børn til fodbold. Og det handler om, hvordan det er for børn, der må blive hjemme fra klasseturen, mens alle klassekammeraterne tager af sted.

Det kan godt være, at der ikke er mange i Danmark, der sulter og mangler vand på samme måde som andre steder i verden. Heldigvis. Men at bruge den sammenligning til at sige, at der ikke er mennesker i Danmark, der lever på meget svære vilkår, det er useriøst. For fattigdom handler også om, hvorvidt du har mulighed for at være en del af fællesskabet på lige fod med alle andre, om du har mulighed for at skabe en fremtid og om børn har de samme chancer, som deres jævnaldrende.

Og hvis der er en ting, der ikke hjælper mennesker, som i en periode er ramt af sygdom eller arbejdsløshed på fode igen, så er det at blive presset helt ud i kulden.

Kynisk at trække på skuldrene

De over 44.000 fattige, som undersøgelsen fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd viser, er en fordobling siden 2002. Et tal, vi alle burde tage voldsomt alvorligt. For det er udtryk for, at vores samfund er på vej i den forkerte retning. Og der er ingen tvivl om, at regeringens politik med voldsomme nedskæringer på blandt andet kontanthjælpen er med til at gøre situationen endnu være.

Flere og flere danskere oplever fattigdom meget håndgribeligt i deres hverdag. Det er ærligt talt kynisk at gøre fattigdommen til en teoretisk diskussion og så bare trække på trække på skuldrene. Især når man selv har sit på det tørre. 

Og sandheden er da nok også, at det for Simon Emil Ammitzbøl er meget mere belejligt at trække på skuldrene end at erkende problemerne. For hvis han gjorde det, måtte han også indse, at de er opstået som resultat ikke af uforanderlige vinde, men af politiske beslutninger. Fattigdommen er virkelighed, fordi et politisk flertal i Folketinget i årevis har skåret på trygheden for mennesker i sygdom og arbejdsløshed for at bruge pengene på toppen af samfundet. Og det kan vi gøre om, hvis vi vil.

Danmark er et velstående land. Der er absolut ingen god grund til, at børn skal mangle helt basale ting i deres opvækst og starte deres liv uden for fællesskabet, mens der deles skatterabatter ud til toppen af samfundet. Uanset hvad Simon Emil Ammitzbøll kalder det.