DF vil forbyde alle religiøse hovedbeklædninger i det offentlige

16x9
DF vil gøre det ulovligt for for eksempel folkeskolelærere at bære religiøs hovedbeklædning. Foto: CLAUS BJØRN LARSEN / Scanpix Danmark

Forbud skal gælde alle ansatte i stat, regioner og kommuner, mener DF. Hverken S eller V støtter forslaget.

Samtlige medarbejdere i staten, kommuner og regioner skal fremover forbydes at bruge alle former for religiøs hovedbeklædning som for eksempel muslimske tørklæder, fez, turban, jødiske kalotter eller katolske nonneslør. Og offentligt ansatte, der gentagne gange trodser forbuddet i arbejdstiden, skal afskediges. 

Det mener Dansk Folkeparti, der i denne uge fremsætter et beslutningsforslag i Folketinget, som pålægger regeringen at sætte forbuddet på skinner inden udgangen af året. Det skriver Jyllands-Posten. 

Kravet er langt mere vidtgående end et DF-forslag sidste år om et forbud mod religiøs hovedbeklædning i folkeskolen. Nu udvides det til alle offentligt ansatte som 'eksempelvis pædagoger, lærere, undervisere, ansatte i ældreplejen og sundhedsvæsenet samt ansatte i statslige myndigheder og styrelser', hedder det i bemærkningerne til beslutningsforslaget. 

Skal ramme alle former for religiøs hovedbeklædning

Målet for DF er 'først og fremmest at ramme muslimske tørklæder og markante islamiske symboler i det offentlige rum', fastslår udlændingeordfører Martin Henriksen (DF). Men partiet håber, at man kan afmontere tidligere politisk modstand fra de øvrige partier ved at lade forslaget ramme alle former for religiøs hovedbeklædning.

- For at undgå diskussionen om, hvorvidt det er i strid med konventioner eller religionsfriheden, har vi valgt at indrette forslaget, så det rammer alle religiøse hovedbeklædninger. Dermed er vi sikre på, at det er juridisk holdbart, siger Martin Henriksen til Jyllands-Posten. 

DF: Religion er en privat sag

Ifølge DF-ordføreren er religion en privat sag, og det er ikke rimeligt, at borgerne skal mødes af offentligt ansatte, som bærer markante religiøse symboler eller 'er reklamesøjler for islam'. Derimod bør mindre og diskrete religiøse symboler som kors, Davidsstjernen eller en muslimsk halvmåne i for eksempel et halssmykke stadig være tilladt, mener DF. 

Martin Henriksen frygter ikke, at et forbud vil skabe rekrutteringsproblemer i for eksempel sundhedssektoren. 

Politisk modvind

Politisk møder DF-forslaget modvind. Socialdemokratiet støtter ikke et forbud:

- Vi mener, at det ville være bedre med færre religiøse symboler i det offentlige rum - herunder tørklæder. Det gælder også i forhold til ansatte i staten. Men vi mener ikke, at det er noget, der skal lovgives om. Det vil være for stort et indgreb i den enkeltes frihed, siger udlændingeordfører Dan Jørgensen (S) til Jyllands-Posten. 

Også Venstre stiller sig skeptisk, blandt andet fordi et forbud mod religiøs hovedbeklædning vil være et indgreb i den lokale selvbestemmelse.