Brexit kan lukke for 40 procent af dansk fiskeri

16x9
Foto: Morten Stricker / Scanpix Denmark

En strid om fiskerikvoter i britisk farvand kan ende hos de europæiske domstole.

Den britiske udmelding af EU kan have stor betydning for dansk fiskeri.

40 procent af dansk fiskeris indtjening kommer nemlig fra fiskeri i britisk farvand, som hidtil har været mulig igennem kvoteaftaler i EU-regi.

Storbritanniens udmelding af EU har fået den britiske regering til at planlægge at ’tage kontrollen tilbage’ over deres farvande og lukke af for adgangen til deres farvande for andre EU-lande – herunder Danmark.

Det skriver The Guardian.

Kan ende i domstol

Det har skabt utilfredshed blandt de fiskeriorganisationer, der repræsenterer fiskere fra de lande, der fisker i britisk farvand.

Striden kan nu ende hos domstolene i Haag. Ifølge The Guardian har myndigheder i Danmark nemlig gransket arkiverne og fundet ud af, at Danmark forsat skal have ret til at fiske i de britiske farvande af historiske årsager.

Det er dog ikke intentionen, at striden skal ende hos domstolene, lyder det.

Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) siger til den britiske avis, at Danmark vil involvere EU’s chefforhandler, Michel Barnier, for at finde en løsning på problemet.

- Danske fiskere har historisk set fisket over hele Nordsøen. Den fælles fiskeripolitik i EU har reguleret dette, baseret på historiske rettigheder for at bevare vores fælles bestande, der ikke følger økonomiske zoner, siger han.

Fiskeriforening:  Britisk argumentation holder ikke

Den britiske fiskeriminister, George Eustice stillede i oktober måned de britiske fiskere flere hundredetusinde tons flere fisk i udsigt, når Storbritannien forlader EU. De britiske fiskere har længe proklameret, at de har lidt under den fælles europæiske fiskeripolitik.

Et argument som Svend-Erik Andersen, der er formand for Danmarks Fiskeriforening, ikke køber.

- Den britiske argumentation holder ikke. De britiske fiskere er ikke blevet frataget noget. Storbritannien har indgået i fællesskabet siden 1973, og fordelingsnøglen fiskerettighederne er fordelt efter, blev man enige om i 1983, og den har været gældende siden, siger han til TV 2.

Han understreger, at den bæredygtige forvaltning af fiskeriet, der ifølge ham har været god i en lang årrække, risikerer at blive sat over styr.

- Det her er den vigtigste fiskeribeslutning i en menneskealder. 40 procent af dansk fiskeri er i britisk farvand, så det har stor betydning. Det, der for alvor betyder noget for os, er, at vi bevarer status quo. Så fordelingsnøglen, man blev enige om 10 år efter briterne kom ind i EU, bevares, siger han.

Frustrerede britiske fiskere

Den britiske fiskeriindustri var blandt de voldsommeste kritikere af EU forud for Brexit. Det var især frustrationer over fiskerikvoterne, der fik mange af de 11.000 ansatte i den britiske fiskeindustri, til at vende tommelfingeren nedad til et britisk medlemskab af EU.

En talsmand fra den britiske regering siger ifølge The Guardian:

- Vi anerkender vigtigheden af vores fiskeindustri. Og vores EU-exit er en god mulighed for at gennemgå fiskeriforvaltningen i Storbritannien.

- Når vi starter exit-forhandlingerne, vil vi kigge nøje på de nuværende internationale fiskeriaftaler – og vi vil arbejde hårdt for at opnå den bedst mulige aftale for hele den britiske fiskeindustri.