BLOG: Bred indsats mod bander skal styrke trygheden

16x9
Bandemedlemmerne skal opleve, at mange døre bliver lukket i, når de selv vender samfundet ryggen, mener Søren Pape Poulsen. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix

BLOG: Vi skal ramme banderne dér, hvor det gør ondt, og de skal stresses af et massivt kontrolpres.

Opholdsforbud efter endt afsoning, færre prøveløsladelser og skærpede straffe for skyderi i gaderne. Med den nye bandepakke bliver skruen strammet på mange fronter.

Da vi for ikke så længe siden landede en politisk aftale om en hårdtslående, ny bandepakke, var det derfor forståeligt de dele af pakken, der er målrettet de groft kriminelle rockere og bandemedlemmer, som var i fokus.

Men bandepakken har mange flere elementer end den hårde jernnæve, når konflikterne raser i det offentlige rum.

For vi kan ikke løse problemerne med den utryghed, som rockerne og banderne skaber, udelukkende ved at sætte hårdt mod hårdt i åbne konflikter. Vi skal hele vejen rundt, hvis vi skal sikre danskerne en større tryghed.

De skal stresses og presses

Løsningen er derfor 35 initiativer, som sætter bredt ind. Selvfølgelig skal vi sætte kontant ind mod utrygheden på gaden og de væbnede konflikter i det offentlige rum. Men vi skal også lægge et pres mod rockerne og banderne, når der ikke er åben konflikt.

Vi skal ramme dem dér, hvor det gør ondt – blandt andet på indtjeningen – og de skal stresses af et massivt kontrolpres.

Rocker- og bandemedlemmer er ofte involverede i organiseret kriminalitet i en skyggeverden, hvor de også laver svindel og skattefusk. De tjener penge på lyssky narkotikahandel og fører en ekstravagant livsstil finansieret af penge, de ikke er kommet redeligt til.

Det skal vi sætte ind over for. Blandt de mange kommer vi med bandepakken til at se på, hvordan vi kan slå ned på rockere og bandemedlemmer, der svindler med offentlige ydelser og fører sig frem med statussymboler som eksempelvis leasede luksusbiler, selv om de har gæld til det offentlige.

Som samfund skal vi ikke finde os i, at kriminelle grupper systematisk snyder sig til at opretholde en tilværelse på den forkerte side af loven. De skal opleve, at mange døre bliver lukket i, når de selv vender samfundet ryggen.

De skal ikke have mulighed for opnå skydefærdigheder ved at blive medlem af en skytteforening. De skal ikke kunne omgå kravet om at bære styrthjelm, når de kører motorcykel, og de skal ikke kunne misbruge en stilling som eksempelvis dørmand til at sælge stoffer.

Alle disse tiltag – og mange flere – vil samlet set gøre livet surt for rockerne og bandemedlemmerne.

Styrket exit for flere

Vi strammer kort sagt nettet om rocker- og bandemedlemmer fra alle leder og kanter. Både når de åbenlyst skyder i det offentlige rum, og når de forsøger at opretholde deres tvivlsomme livsstil gennem forskellige typer af organiseret kriminalitet og svindel. 

Når det er sagt, skal vi også tilbyde en vej ud af kriminaliteten for dem, der vil.

Bandemedlemmer, som er parate til lægge rygmærkerne og kriminaliteten på hylden, skal have en reel mulighed for at bryde med den kriminelle løbebane.

Bandemedlemmer skal kunne få prøveløsladelse, hvis de indvilliger i at indgå i et exit-program. Vi udvider ligeledes ordningen, så også personer med en mere perifer tilknytning til rocker-bandemiljøet nu kan få hjælp.

Med ”Bander bag tremmer” sikrer vi dermed en helhedsorienteret indsats, som strammer grebet om rockernes og bandernes rå kriminalitet. Det er sådan, vi bedst vinder danskernes tryghed tilbage.