25 år efter 'kongemordet' - først nu har fløjene i S lagt sig

I dag er 25 år siden, at Auken og Nyrup havde formandsopgøret i S - og først nu har partiet lagt fløjene bag sig.

Det havde trukket op til ballade længe. Men i 1992 brød fløjkrigen i Socialdemokratiet ud i lys lue, da Poul Nyrup Rasmussen væltede Svend Auken af formandsposten på partiets kongres i Vejle 11. april. 

"Kongemordet" i Socialdemokratiet skete for præcis 25 år siden og har været en af de mest omdiskuterede politiske begivenheder i nyere historie.

Først nu er sporene efter de mangeårige interne stridigheder mellem Auken- og Nyrup-fløjene i partiet ved at være visket ud. 

- Der vil altid være kamp om magt og indflydelse i politik. Men der er i dag en bred accept både af de personer, der udgør partiledelsen, og den linje, der lægges. Gruppen står samlet i dag. Det er resultatet af en kamp, der tog mange år, siger Carsten Hansen, der sammen med Henrik Sass Larsen gjorde benarbejdet i de afgørende fredsforhandlinger for 10 år siden. 

- Det var sgu et stort arbejde, indrømmer han.

Det var ukammeratligt

Folk bagtalte og bekrigede hinanden. Når én fra den ene fløj sagde noget på et gruppemøde, blev der vekslet blikke, og så rejste en fra den anden fløj sig og sagde vedkommende imod.

Formandsopgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen, der her modtager blomster, og Svend Auken (siddende til højre) ved Socialdemokratiets kongres i Vejle i 1992.
Formandsopgøret mellem Poul Nyrup Rasmussen, der her modtager blomster, og Svend Auken (siddende til højre) ved Socialdemokratiets kongres i Vejle i 1992. Foto: MORTEN JUHL / Scanpix Danmark

Forlig blev forkastet i 11. time, og tingene var så opkørt på flere af partikongresserne, at der blev talt om "kongreskapring". Der var ligefrem snak om, at en af fløjene skulle bryde ud og danne et helt nyt parti, fordi det syntes så umuligt at nå hinanden. 

Det skyldtes altsammen "kongemordet" i Vejle. 

Svend Auken havde været partiformand siden 1987. Det var ikke kønt, mente mange, da han blev væltet. Men i dag tænker selv solide Auken-støtter på nederlaget som et nødvendigt onde, fortæller S-folketingsmedlemmet Rasmus Horn Langhoff.

Han udgiver på 25 års-dagen i dag sit historiespeciale om netop formandsopgøret. I specialet er han dykket ned i referater fra lukkede møder i den socialdemokratiske folketingsgruppe og i partiledelsen, der indtil nu har været klausuleret. Og han har interviewet centrale kilder fra begge fløje. Blandt andre nåede han at interviewe Jacob Buksti, der var en af Svend Aukens stærkeste støtter, inden han døde sidste år. 

- Det er på en eller anden måde en tilståelsessag. Mine interviews viser, at topfolkene blandt Aukens støtter var opmærksomme på, at det krævede en ny formand, hvis Socialdemokratiet skulle have regeringsmagten på det tidspunkt. De synes dog stadig, at det, der foregik, var ukammeratligt og forkert, fortæller Rasmus Horn Langhoff til Politiken

Et traumatisk årti uden magt

Da Svend Auken blev væltet, havde han svigtet at skaffe partiet regeringsmagten, selvom Socialdemokratiet fik et fremragende valg med 37,4 procent af stemmerne i 1990. Radikale Venstre ville ikke støtte ham. 

- Det var meget traumatisk for Socialdemokratiet at have været 10 år væk fra magten. Det havde partiet ikke været siden 1930, hvor Thorvald Stauning var statsminister. Socialdemokraterne havde aldrig været væk fra magten mere end én valgperiode. Det var aldrig lykkedes en borgerlig statsminister at genvinde magten, før Schlüter gjorde det i 80’erne, fortæller Hans Mortensen, politisk journalist på Weekendavisen, i et interview med Go' morgen Danmark. 

Alle formænd har en tid, og nogen gange har de ikke så lang tid. Det er vigtigere, at partiet kan få en position, hvor det kan få sin indflydelse gældende, end hvem der er i spidsen for det.

Mogens Lykketoft, tidligere partiformand, S

Derfor måtte der ske noget, mente folk. Og ind kom Poul Nyrup Rasmussen som udfordrer til formandsposten. 

- Det var aldrig sket før i partiets historie, så det var kæmpestort. Der havde altid været fuld opbakning til den siddende formand, siger Hans Mortensen, der er forfatter til bogen "De fantastiske fire" om de socialdemokratiske ledere Svend Auken, Poul Nyrup Rasmussen, Ritt Bjerregaard og Mogens Lykketoft. 

Det var politisk brodermord, og mange gamle socialdemokrater fattede ikke, at det kunne ske. Poul Nyrup Rasmussen kuppede Svend Auken og blev partiformand i utide.
Det var politisk brodermord, og mange gamle socialdemokrater fattede ikke, at det kunne ske. Poul Nyrup Rasmussen kuppede Svend Auken og blev partiformand i utide. Foto: Steen Jacobsen / Scanpix Denmark

Sidstnævnte fortæller i dag, at det stod klart, at de godt kunne glemme alt om statsministerposten, hvis ikke de kunne diske op med en ny statsministerkandidat.

- I virkeligheden var det udtryk for noget, der dengang var meget usædvanligt og også meget kontroversielt, siger Mogens Lykketoft.

- At alle formænd har en tid, og nogen gange har de ikke så lang tid. Det er vigtigere, at partiet kan få en position, hvor det kan få sin indflydelse gældende, end hvem der er i spidsen for det.

Det handlede om tilgang til politik

Sådan så socialdemokraterne på Auken-fløjen selvfølgelig ikke på tingene dengang.

Ideologisk var parterne egentlig ikke særlig langt fra hinanden, men stridighederne handlede om magt. Om det var Aukens mere venstreorienterede linje eller Nyrups højreorienterede måde at være socialdemokrat, der skulle tegne partiet.

- Det handlede om magt og tilgang til politik, siger Hans Mortensen fra Weekendavisen. 

- Især fagbevægelsen var dengang utilfreds med, at Auken havde kørt meget oppositionslinje og ikke opnået så store resultater. Nyrup var derimod fagbevægelsens mand, som søgte resultater og forhandling med regeringen. Der var en kulturforskel mellem, hvor hårdt fløjene mente, man skulle gå til regeringen. 

Hans Mortensen, politisk journalist ved Weekendavisen, udlægger Socialdemokratiets formandsopgør i 1992 og dets betydning for partiets historie.

Nyrup blandede sig under urafstemning

Op igennem 90'erne kom blandt andet den spirende debat om udlændinge til at markere forskellene i partiet. Men striden blev for alvor synlig igen, da Auken-støtten Frank Jensen og Helle Thorning-Schmidt, der var Nyrup-fløjens kandidat, skulle dyste om formandsposten i 2005. 

Hvem vil stemme nogen på nogen, der går rundt og stikker knive i ryggen på hinanden? Det var jo hverdag, at man bagtalte hinanden fra begge sider. Vi var nødt til at se, om vi kunne få bilagt de her stridigheder.

Carsten Hansen, fhv. MF for S, gruppeformand og minister

Poul Nyrup Rasmussen, der var rykket til Europaparlamentet, blandede sig i formandsopgøret ved at udtrykke offentligt, at:  

- Frank var en hæderlig minister. Men han er ikke et emne som partiformand og statsminister. Han kan ikke løfte opgaven.

Frank Jensen var rasende. Han sagde blandt andet til Ritzau: 

- Jeg synes, at det er hamrende irriterende, at Poul Nyrup Rasmussen ikke har kunnet holde sin mund og så overlade det her til medlemmerne.

- Vi var nødt til at stå sammen

Helle Thorning-Schmidt vandt formandsposten for et parti, hvor medlemmerne nærmest ikke engang kunne være i stue med hinanden.

- Det sjove ved det var, at de fleste af os jo slet ikke havde været med dengang i '92, siger Carsten Hansen, der dengang hørte til Auken-fløjen. 

- Men i især store partier vil der jo altid være nogle, der ligger lidt til venstre, og nogle, der ligger lidt til højre, nogle strammere og nogle slappere. Da Helle Thorning-Schmidt kom til fik højrefløjen alle posterne og degraderede dem af os, der hørte til partiets venstrefløj. Det gik der så et års tid med. 

Helle Thorning-Schmidt blev som 38-årig valgt som ny formand for socialdemokraterne i 2005 foran Frank Jensen, partiets daværende politiske ordfører. Helle Thorning-Schmidt vandt urafstemningen blandt partiets medlemmer med 53 procent af stemmerne.
Helle Thorning-Schmidt blev som 38-årig valgt som ny formand for socialdemokraterne i 2005 foran Frank Jensen, partiets daværende politiske ordfører. Helle Thorning-Schmidt vandt urafstemningen blandt partiets medlemmer med 53 procent af stemmerne. Foto: Keld Navntoft / Scanpix

På gruppemøderne var det nærmest som to partier, der bekæmpede hinanden, fortæller Carsten Hansen. Nogle forlod partiet i protest. Det var dråben, da der begyndte at florere snak om at lave et udbryderparti. 

- Da gik det for alvor op for mig, at nu bliver vi nødt til at stå sammen. Hvis vælgerne skal overbevises, så skal man være enige om tingene. Hvem vil stemme på et parti, hvor de går rundt og stikker knive i ryggen på hinanden? Det var jo hverdag, at man bagtalte hinanden fra begge sider. Vi var nødt til at se, om vi kunne få bilagt de her stridigheder, siger Carsten Hansen, der forlod politik efter det seneste valg og i dag er rådgiver i public affairs-bureauet Rud Pedersen.

Begge fløje var kørt trætte i striden

I begyndelsen af 2006 begyndte han og Henrik Sass Larsen at mødes i smug til fredsforhandlinger. 

- Det var lidt ligesom i en spionroman. Det var en meget intensiv periode over tre måneder, hvor vi sms'ede og diskuterede frem og tilbage og snakkede med hver vores bagland. Vi var frygtelig nervøse for, om det skulle slippe ud. Det havde været en kæmpe historie, fortæller Carsten Hansen. 

Et sted i forløbet fandt Carsten Hansen og Sass Larsen - som repræsentanter for begge fløje - hinanden.

- Vi var jo begge socialdemokrater. Vi opbyggede efterhånden personlige relationer og udvekslede sympatier og antipatier. Vi kom frem til, at vi var enige om 90 procent, og resten havde vi en pligt til at sætte os ned og snakke om, hvordan vi ville håndtere fremadrettet. 

Carsten Hansen og Henrik Sass Larsen repræsenterede hver sin fløj i partiet, da de gik sammen om at bilægge striden i 2006. Her ses de sammen ved partiets valgfest på Christiansborg på valgdagen i 2015.
Carsten Hansen og Henrik Sass Larsen repræsenterede hver sin fløj i partiet, da de gik sammen om at bilægge striden i 2006. Her ses de sammen ved partiets valgfest på Christiansborg på valgdagen i 2015. Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

De to fredsmæglere fik opbakning fra hvert sit bagland til at samle partiet om en fælles kurs. Magten blev fordelt, så begge fløje følte sig repræsenteret.

Carsten Hansen understreger, at fredsprojektet ikke kunne have ladet sig gøre, hvis ikke det var fordi, at både folketingsgruppen og resten af partiet var kørt uendeligt træt i fløjstridighederne. 

- Der var bred accept af, at man gerne ville det her. Der var bare nogle, der skulle tage teten. Det blev så Henrik og jeg. Det var vigtigt, at begge parter ville det og var villige til at give sig. Rosen skal deles med Henrik (Sass Larsen, red.) og alle de mennesker, der bakkede os op. 

Ikke noget man bliver populær på

Det var dog én ting at beslutte sig for at slutte fred mellem fløjene. Der lå et langt sejt træk forude med at skabe tillid. 

Carsten Hansen blev gruppeformand, og Henrik Sass Larsen politisk ordfører. De to ledte partiet med hård hånd. 

Al ny politik, ansættelser, udnævnelser til politiske poster og så videre clearede de med hinanden. Og de "var lidt hårde til at slå ned på dem, der ikke holdt partilinjen". Hansen vil ikke nævne navne, men det stod hurtigt klart for partimedlemmerne, at friheden var indskrænket. Og det havde konsekvenser, hvis man strejfede væk fra flokken. 

- Vi havde hver vores roller, men ingen var i tvivl om, at vi begge stod bag, hvis der skulle uddeles roser eller skideballer, fortæller han. 

- Lige i de år var der ikke så meget plads til skæverter. Det handlede om at holde fast i linjen. Hvis nogen modsagde en partikammerat, sagde jeg til ham, at 'det er du nok nødt til at skifte mening om - og hvis ikke du melder det ud, så gør jeg det på partiets vegne'.

1990. De fantastiske fire, som de er blevet kaldt: Mogens Lykketoft, Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen.
1990. De fantastiske fire, som de er blevet kaldt: Mogens Lykketoft, Svend Auken, Ritt Bjerregaard og Poul Nyrup Rasmussen. Foto: Jørgen Jessen / Scanpix Denmark

- Der ligger i dag en bred anerkendelse af, at det var noget, der måtte gøres. Det er ikke noget man bliver populær på. Men ifølge de efterretninger, jeg har fra den tid, var folk egentlig glade for det, siger Carsten Hansen, der efter eget udsagn arbejdede 12-14 timer om dagen i de år og snakkede i telefon med Sass både klokken seks om morgenen og 23 om aftenen. 

Blandt andet gik alle mails til folketingsgruppen - flere hundrede dagligt - gennem gruppeformanden og den politiske ordfører. 

Fløjene er visket ud i dag

I alt tog det otte-ni år at skabe fred. Men i dag er det til gengæld lykkedes at skabe et parti, hvor de gamle fløje stort set er fordampet. Carsten Hansen nævner som eksempel, at det var en samlet gruppe, der til sidst stod bag Thorning og Corydon - og da Mette Frederiksen blev ny formand. 

Folketingsmedlemmet Rasmus Horn Langhoff siger til Politiken, at partiets kaffeklubber fortsat spiller en rolle, men "deres betydning er måske på retur, da der er flere relationer på kryds og tværs i dag."

Hans Mortensen fra Weekendavisen mener, at de gamle fløje er lagt bag Socialdemokratiet i dag. 

- Der vil altid være kaffeklubber og forskellige holdninger. Men det giver ikke længere mening at tale om de gamle fløje. De er visket ud i dag.