BLOG: Drop hovedløse sparekrav til sygehusene

BLOG. Det skal være slut med at rundbarbere sygehusene en gang om året.

Læger og sygeplejersker på landets sygehuse har de seneste 15 år fået samme besked en gang om året. Øg produktiviteten med to procent. Hvilket ofte betyder: Løb lidt hurtigere.

Det er på tide, at vi politikere bliver enige om det åbenlyse. At der er grænser for, hvor hurtigt læger og sygeplejersker kan løbe, uden at det går ud over patienterne.

Problemet er ikke, at vi stiller krav til sygehusene. Det skal vi gøre. Vi skal kræve, at de løbende udnytter ny teknologi til at behandle patienterne så effektivt som muligt.

Men vi kan ikke bare lukke øjnene for, at et fast krav om 2 procent faktisk er højt over en længere periode, og at kravet derfor ikke er en evighedsmaskine. Det er det, vi ser nu, hvor sygehusene overbelastes mere og mere.

Vi er dybt afhængige af, at vi kan holde på de mange dygtige sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, portører og læger på sygehusene. Men hvis vi bare bliver ved med at skrue på kravene og budgetterne uden at kigge på virkeligheden ude på sygehusene, så skyder vi os selv i foden.

Det burde være et wake up call til samtlige ansvarlige politikere, da den respekterede klinikchef på Rigshospitalets fødeafdeling Morten Hedegaard forlod sit job, fordi han ikke længere kunne stå på mål for de forhold, hans ansatte arbejder under.

Reaktionerne på hans beslutning om at sige farvel og tak var mange. Der var bred opbakning fra hans kollegaer på Rigshospitalet og andre sygehuse. Her var endelig en, der sagde fra over for de hovedløse sparekrav og fortalte om de alvorlige konsekvenser for både personale og patienter.

Men den politiske konsekvens af hans beslutning har vi ikke set endnu.

Vi har stadig til gode at høre et flertal i Folketinget erkende, at det ikke er i orden på den ene side at tale om et sundhedssystem i verdensklasse, mens man på den anden side lukker øjnene for, at det årlige produktivitetskrav nu går hårdt ud over kvaliteten.

Regeringen er vild med grønthøstermetoden, hvor den stiller et krav om ’effektivisering’, mens den lader andre om at finde ud af, hvordan midlerne så skal række. Den går ikke længere. Vi er nødt til at kigge på virkeligheden på sygehusene og fokusere produktivitetskravet til de rigtige områder, så vi ikke ender med, at sundhedssystemet krakelerer mellem hænderne på os.