Kvotekonger presser små fiskere: Så mange havne er lukket på 10 år

Det vurderes, at flere end 50 små og mellemstore fiskerihavne er lukket, siden markedet blev givet frit i 2005.

Siden det blev muligt for de danske fiskere at handle med fiskekvoterne, er der opstået næsten monopollignende tilstande, og det har haft den konsekvens, at flere fiskere er blevet nødt til at forlade erhvervet, og havne er lukket.

En af de største kvotekonger, milliardæren Henning Kjeldsen fra Skagen, menes ligefrem at have ret til at fange cirka en tiendedel af alle de fisk, der landes i de danske farvande.

Udviklingen, hvor størstedelen af fiskeriet samles i få store havne, vækker bekymring hos blandt andre Egil Dam på havnen i Hirtshals, der har fisket, siden han var 14 år.

- Det er jo turistattraktionen, der forsvinder. Man kan pludselig ikke køre en tur til kajen i Hirtshals for at få friske fisk, og der tror jeg, at byen og havnen mister en hel del, siger Egil Dam.

Netop fiskekvoterne er baggrund for den aktuelle ballade omkring miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V), der fredag var indkaldt til samråd efter beskyldninger om, at han skulle have tilbageholdt oplysninger om, hvordan danske fiskekvoter kan fordeles mere ligeligt mellem landets fiskere.

De store opkøber de små

I 2005 blev det muligt for fiskerne at handle med de kvoter, som EU har fastsat for Danmark, og det har en mindre gruppe danske fiskere udnyttet til at sikre sig en meget stor del af kvoterne.

Hvis man eksempelvis ser på sildekvoterne i Nordsøen, så rådede fire kuttere sidste år over hele 61 procent af sildekvoterne, mens de resterende 39 procent er fordelt mellem 38 kuttere.

For torskekvoterne i Nordsøen gælder det, at syv kuttere i 2016 rådede over hele 35 procent af torskekvoterne, mens de resterende 65 procent er fordelt på hele 340 kuttere.

- Der er mange, der er købestærke, og det går kun én vej; at de små bliver opkøbt af de store. Så det er jo et spørgsmål, om vi kan lide det eller ej. Jeg synes ikke, at det skal blive mere, end det er, siger Kurt Madsen, næstformand i Danmarks Fiskeriforening

Udover at gøre små fiskere arbejdsløse, går udviklingen ifølge kritikere også ud over livet i de mindre, danske havne og skaber arbejdsløshed, fordi der ikke længere er arbejde til for eksempel isfabrikken og smeden, der servicerede de mindre fiskekuttere.

I alt vurderes det, at flere end 50 små og mellemstore fiskerihavne er lukket, siden markedet blev givet frit.

Kortet herunder viser danske havne, som havde registrerede aktive erhvervsfiskere i 2005, men hvor fiskeriet i 2015 var lukket ned.

Havne med erhvervsfiskeri.
Havne med erhvervsfiskeri. Foto: TV 2

Kortet herunder viser de havne, hvor der i 2015 er halvt så mange eller færre registrerede aktive erhvervsfiskere end i 2005.

Havne med erhvervsfiskeri.
Havne med erhvervsfiskeri. Foto: TV 2

Skipper: Kvotesalg har reddet fiskere fra fallit

Men også mindre fiskeskippere har opkøbt kvoter. Eksempelvis i Hvide Sande på den jyske vestkyst, hvor skipperen på Kirsten Fjord, Holger Lodberg, har købt kvoter af andre for 8-10 millioner kroner.

Han mener, at det også har ført en række positive ting med sig, og at muligheden for at handle fiskekvoterne ligefrem har været en redning for mange folk.

- Hvis du tager 5-10 år tilbage, så var der mange skippere, der var ved at gå fallit. Så kom muligheden for, at de kunne få penge for at sælge deres kvoter, og så solgte de dem med det samme, hvilket reddede dem. Så var der nogle andre, der kunne bruge dem, og nogle af dem byggede nye skibe, som fiskerne kunne komme om bord på, siger fiskerskipper Holger Lodberg.

Skipper Holger Lodberg fra Hvide Sande mener, at de udskældte fiskekvote-salg også har ført noget positivt med sig. Video: Mikkel Secher

Men selvom den nok største af kvotekongerne, Henning Kjeldsen, gennem sit selskab Gitte Henning A/S ejer fiskekvoter for over 800 millioner kroner, så er der ikke grund til at frygte, at han ender med at eje hele markedet.

- Det gør det ikke, det kan jeg slet ikke se for mig, siger Kurt Madsen fra Danmarks Fiskeriforening.

De seneste regnskabstal fra den danske fiskerflåde viser dog også, at det ikke kun er de store skibe, der står for en øget indtjening. Det gør både i alle størrelser.

Minister afviser løgn om løsninger

Et flertal i Folketinget uden om regeringen ser med bekymring på udviklingen og ønsker at begrænse kvotekongerne, og det bringer os tilbage til den aktuelle ballade med miljø- og fødevareministeren.

Baggrunden er, at ministeren, ifølge Berlingske, kun har fremlagt et enkelt potentielt løsningsforslag til Folketinget, selvom 16 konkrete forslag blev præsenteret i et notat fra NaturErhvervstyrelsen fra 2015. Det har fået seks partier til at beskylde ministeren for at have løjet for Folketinget. 

Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen fastholdt dog på fredagens samråd, at det ikke er tilfældet.

Han forklarede efterfølgende, at han er blevet tilsendt en række anbefalinger fra NaturErhvervstyrelsen. Anbefalingerne kom fra et notat med 16 forslag - hvoraf styrelsen selv havde dømt nogle af dem ude på forhånd. Og da ministeren fik anbefalingerne tilsendt, blev listen skåret yderligere ned, så kun ét forslag blev præsenteret for Folketingets partier.

- Jeg har ikke haft noget ønske om at tilbageholde informationer, og derfor undskylder jeg over for partierne, sagde Esben Lunde Larsen.