Hans Engell om Uber-lukning: Kolossalt nederlag

16x9
For transportminister Ole Birk Olesen er Ubers farvel til Danmark et "kolossalt nederlag", mener Hans Engell. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

Regeringspartierne skyder skylden på venstrefløjen, men Uber-lukningen er en dårlig sag for regeringen, mener politisk kommentator Hans Engell.

Et kolossalt nederlag.

Med disse tre ord beskriver politisk kommentar Hans Engell, hvad det betyder for regeringspartierne Liberal Alliance og Konservative, at kørselstjenesten Uber lukker i Danmark.

Uber har siden sin danske premiere i 2014 været et omdiskuteret emne, fordi kritikere mener, at tjenesten underminerer den traditionelle taxaordning.

Blandt tjenestens stædige forsvarere var mange borgerlige og liberale politikere og særligt tre stod frem og talte Ubers sag: Konservatives Rasmus Jarlov, Liberal Alliances Joachim B. Olsen og den nuværende transportminister Ole Birk Olesen (LA).

At Uber den 18. april nu lukker i Danmark som direkte konsekvens af en ny taxalov vedtaget med regeringens mandater, kan kun tolkes som et nederlag for regeringen og ”de tre musketeer”, mener Hans Engell.

- Man må sige, at det for de borgerligt-liberale virkelig er det hvide flag, der er blevet rejst med Ubers beslutning om at forlade Danmark, siger Hans Engell.

K: Regeringen alene ville have gjort det anderledes

De konservatives Rasmus Jarlov er utilfreds med den nye lovgivning og ærgerlig over, at loven reelt set gør det umuligt for Uber at drive virksomhed i Danmark.

- Jeg har svært ved at se, at man har varetaget forbrugernes interesse, og det vi kan se nu er, at innovationen forsvinder, siger Rasmus Jarlov, som afviser, at det er den borgerlige regering, der nu er med til at smide Uber på porten.

- Det er Folketinget, der laver lovgivningen i Danmark, og det er Folketingets flertal, der har dikteret, at lovgivningen skal være på en bestemt måde. Havde det stået til regeringen, så havde Uber fortsat kunnet operere i Danmark.

- Deres elskede Uber må forlade landet

Alligevel mener Hans Engell, at det er regeringen, der står tilbage som taberne.

- Det er et kolossalt nederlag, især for Liberal Alliance og Konservative, for uanset hvad Rasmus Jarlov siger, så skal vi huske på, at det sådan set altid er en regering, der sidder med ansvaret for den lovgivning, der vedtaget.

- Hvis det var sket under en socialdemokratisk regering, så kan man jo næsten høre, hvordan der var blevet danset krigsdans i den borgerligt-liberale lejr af raseri over det her. Men nu er det Rasmus Jarlov, Joachim B. Olsen og Ole Birk Olesen, der må sande, at deres elskede Uber må forlade landet.