Søvndal tror på valg: - Jeg har fundet en god fjende

16x9
Skal man vinde det kommende lokalvalg, er der tre ting, der gælder. En af dem er at finde den rigtige fjende, at konkurrere imod, siger tidligere SF-formand Villy Søvndal. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Skal man vinde det kommende lokalvalg, er der tre ting, der gælder. En af dem er at finde den rigtige fjende, at konkurrere imod, siger Villy Søvndal.

Mange danskere kender ikke kandidaterne til regionsrådet, som de skal stemme om senere på året. Derfor er partierne nødt til at benytte sig af tre små tricks, hvis de vil gøre opmærksomme på deres sager og kandidater, mener tidligere SF-formand og kandidat til Region Syddanmark Villy Søvndal.

Det fortæller han søndag fra scenen til SF’s landsmøde i Odense.

- Det ene er, at stille nogle kendte kandidater op, siger han til grin og klapsalver fra salen.

Så skal indholdet gøres klart, selvfølgelig: Hvad betyder ens politik for sundhedssektoren blandt andet. Og så skal man identificere den politiske fjende og dermed politisere debatten, siger Søvndal.

- I Region Syd har vi den fordel, at vi har haft en formand, der hedder Carl Holst - nationalt kendt for sit virke. Og det betyder, at han er en del af en strategi, jeg kalder, at finde ’den gode fjende’. Og han er god, afslører Villy Søvndal over for SF’s medlemmer på landsmødet.

- Vi har en statsminister, der, da han sad fra 2009-11, var meget optaget af at splitte sundhedssektoren i en privat og en offentlig del. Jeg er sikker på, at han stadig har den samme bagtanke. Han er en anden rigtig god fjende at arbejde med, siger den tidligere partiformand.

Udover de tre tricks, så har SF i Region Syddanmark også lavet et katalog med forslag, der skal skæres helt til inden kampen går i gang inden valget til november, understreger Søvndal.

Og partiet kan godt vinde.

- Min fornemmelse, hvor jeg stiller op, er rigtig god, siger Søvndal.

Danskerne skal stemme til kommunal- og regionsrådsvalget 21. november i år.