Enhedslistens politikere frasiger sig politikerpension: Mister 166.000 kroner om året

Enhedslisten bakker op om Socialdemokratiets forslag om at fravælge den lukrative politikerpension. Men partiet forventer ikke, at S selv følger trop.

Det tjener politikerne på Christiansborg

  • Folketingspolitikere får 638.351 kroner om året i vederlag - plus 61.167 i et skattefrit omkostningstillæg.
  • Dertil kommer pension, der varierer meget, alt efter hvor længe folketingsmedlemmet har siddet i Folketinget.
  • Folketingsmedlemmer er berettiget til pension, når de i én eller flere perioder har været medlem af Folketinget i mindst 1 år.
  • Pensionsindbetalingerne svinger mellem et årligt beløb på 86.598 kroner og op til 318.472 kroner om året.
  • Har man siddet i mere end 20 år, får man den højeste sats.

Kilde: ft.dk og Ritzau

Egentlig foreslog Socialdemokratiet det nok for at drille Enhedslisten, men det ser ud til at planen kun lykkes halvt. For på et netop overstået gruppemøde har Enhedslistens folketingsgruppe besluttet at stemme for et ændringsforslag fra socialdemokraterne og frivilligt frasige sig den lukrative politikerpension.

Ifølge Vederlagskommissionens beregning er værdien af politikerpensionen 317.000 kroner om året. Nu går Enhedslisten over til en almindelig arbejdsmarkedspension på 151.000 kroner om året - altså en nedgang på 166.000 kroner.

I starten af måneden gik S-gruppeformand Henrik Sass Larsen ud med forslaget om, at politikere skal kunne fravælge deres lukrative pensionsordning og gå ned i løn, hvis de har lyst. Og ingen var nok i tvivl om, at forslaget var møntet på Enhedslisten, der har været mest kritiske overfor politikernes løn- og pensionsvilkår. Selv har partiet enhedsløn og medlemmerne afleverer en del af deres løn til partikassen. 

- Vi kan konstatere, at der i øjeblikket er en del folketingsmedlemmer, som synes, at de bliver bebyrdet af et alt for højt vederlag og en for høj pension, sagde Henrik Sass for tre uger siden.

Men en del af den byrde er Enhedslisten altså med på at smide – partiets medlemmer på Christiansborg vil benytte sig af de kommende nye regler og fremover gå over til en almindelig arbejdsmarkedspension.

- Det handler om det symbolske, mere end det handler om pengene, for hvis man ser på det i det større statsregnskab, er politikernes pensioner jo bare en dråbe. Det handler om, at politikere vedtager en masse reformer, blandt andet højere pensionsalder for almindelige mennesker, men vi går selv på pension nogle år tidligere med en gylden pension. Man signalerer jo egentlig, at ’vi er mere værd end jer’, siger Enhedslistens finansordfører Pelle Dragsted.

- Vi synes det er et latterligt forslag, Socialdemokratiet kommer med. Vi synes, at vi alle sammen burde gå ned på arbejdsmarkedspension. Når vi støtter op om det, er det fordi vi håber på, at vi ved at gå foran og vise vejen, kan få vores kollegaer til at gå med, siger han.

Beholder den høje løn

Enhedslisten er med på at sige farvel til politikerpensionen, men lønnen som folketingspolitiker beholder medlemmerne. Dermed flyder overskuddet stadig ind i partikassen.

- Det skyldes, at forslaget siger, at man først skal frasige sig omkostningstillægget og så derefter lønnen. Vi mener også, at der er et problem i omkostningstillægget, fordi alle får det, uanset om de har udgifter eller ej. Det er rimeligt, at de der har mange udgifter, fordi deres valgkreds ligger langt væk, får det dækket, siger Pelle Dragsted.

Enhedslisten så hellere, at man kom med sine kvitteringer, og på den måde fik udgifterne dækket.

Forslaget om politikernes løn og pension skal behandles i Folketinget på torsdag. Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Enhedslisten har på forhånd meldt ud, at man stemmer for forslaget.

Dansk Folkeparti vil dog ikke garantere, at de som Enhedslisten vil droppe pensionen, selvom de stemmer for forslaget.

- Vi vil drøfte det i gruppen, når forslaget bliver vedtaget. Vi synes, det er helt fornuftigt, at man selv kan få lov til at vælge, siger Peter Skaarup (DF).