Engell: Regeringklart SF har genvundet selvtilliden

SF melder sig klar til at gå i regering igen på visse betingelser. Det skyldes, at partiet har genvundet selvtilliden, mener Hans Engell.

Forud for weekendens landsmøde melder Socialistisk Folkeparti sig klar til at gå i regering igen efter næste folketingsvalg, hvis betingelserne er de rette. Og det vidner om en fornyet tro på sig selv i partiet, lyder det fra politisk kommentator Hans Engell:

- SF har genvundet selvtilliden. Folketingsgruppen fungerer udmærket. Pia Olsen Dyhr er en respekteret partileder. Hun har styr på sit parti og gruppen, siger politisk kommentator Hans Engell i NEWS-magasinet Tirsdagsanalysen.

SF indgik i SRSF-regeringen fra september 2011, men droppede ud af regeringen efter et dramatisk forløb i januar 2014, hvor formand Annette Vilhelmsen trak sig og flere profiler efterfølgende forlod partiet.

Partiformand Pia Olsen Dyhr erindrer skrammerne. Op til landsmødet i 2016 betegnede hun det som "urealistisk" at SF skulle gå i regering efter et kommende folketingsvalg. Men i dag er partiet klar med betingelser for at gå i regering:

- Hvis vi skal være en del af en regering, skal vi kunne genkende os i regeringsgrundlaget. Den anden ting er, at vi skal kunne se flertalskombinationer, som gør, at SF’s politik er mulig. Vi kommer ikke til at deponere vores stemmer i de radikales blå økonomiske politik. Så det afhænger også meget af, hvordan et valg sammensætter Folketinget," siger Pia Olsen Dyhr til Nordjyske.

Politisk kommentator Hans Engell ser dog også Pia Olsen Dyhrs udmelding i lyset af, at Mette Frederiksen (S) har flyttet Socialdemokratiet i en mere SF-appetitlig retning end forgængeren Helle Thorning-Schmidt:

- Politik handler også om personer, hvor Helle Thorning og Bjarne Corydon behandlede SFerne som tørrede de gulv med dem, siger Hans Engell om SFs regerings-deltagelse.