Hjort hylder danske soldater for hurtig nedkæmpelse af IS

16x9
Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og tre partiledere fra Folketinget aflagde søndag besøg hos de danske soldater på den militære base Al Asad i Irak. Foto: TV 2

Under et besøg hos de danske soldater i Irak fremhæver forsvarsministeren, at islamisterne er trængt tilbage.

For bare et år siden angreb militante fra Islamisk Stat (IS) den militære base Al Asad i Irak, hvor knap 200 danske styrker er udstationeret.

Forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) og tre partiledere fra Folketinget aflagde søndag besøg hos soldaterne, hvor også Ritzau og andre medier var med. Iført fragmentationsvest og hjelm kunne politikerne takke de danske udsendte for blandt andet deres indsats med at træne irakiske soldater.

Og det er en imponeret forsvarsminister, som fremhæver de danske soldater for at have hjulpet med at fortrænge den militante bevægelse Islamisk Stat fra slagmarken, selv om det er irakerne, som tager kampene.

- Der er momentum i kampen mod Isil. Jeg var selv hernede for et år siden, og der stod Isil lige uden for portene. Det var en reel trussel, for nogen af dem havde forsøgt at trænge ind på basen, siger forsvarsministeren, som bruger en anden forkortelse for Islamisk Stat.

Krigslykken er vendt for islamisterne

Det er en udlægning, som deles af ministerens politiske rejsefæller på turen: DF-formand Kristian Thulesen Dahl, Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, og De Radikales leder, Morten Østergaard.

Den militante jihadistbevægelse er nu trængt 50 kilometer væk fra basen, og krigslykken er vendt for islamisterne, der dog stadig holder fast i byen Mosul. Men inden længe vil det lykkes irakiske styrker at indtage den, lyder spådommen fra forsvarsministeren og danske kommanderende.

- Nu kan vi se, at de er trængt 50 kilometer væk fra basen, og der er ikke frygt for konstante angreb. Det er også det, vi hører fra Mosul, at der er fremgang, og vi kan også se, hvor store landdele de har mistet kontrollen over. Så jeg synes, det er imponerende, men det er også et stort maskineri, der er sat i gang mod Isil, siger Claus Hjort Frederiksen.

IS har tabt kontrol over store områder

Den internationale koalition består af over 60 lande, som er gået sammen om at bekæmpe Islamisk Stat.

Vurderingen i januar var, at IS har tabt kontrol med mindst 56 procent af tidligere kontrolleret territorium i Irak og 27 procent i Syrien.

Og en del af den ære tilfalder de danske soldater, mener forsvarsministeren, der dog også er imponeret over de irakiske soldaters indsats.

- Det, der altid glæder mig, er, den entusiasme, som bliver lagt for dagen. Der er en begejstring over den mission, man er ude i, og at man kan give et bidrag. Det er slående. Der er en tro og et engagement og en professionalisme, som borger for, at det er godt arbejde, man laver, siger Claus Hjort Frederiksen.