BLOG: Det skal være slut med at dræne mindre byer for liv

BLOG: Det er en svær balance at samle kompetencer uden samtidig at dræne de mindre byer for liv.

Det gælder, når vi bygger store sygehuse, når politiet samles i større enheder, det gælder jobcentre, borgerservice og meget mere.

Jeg tror, mange borgere føler, at vi politikere har været for dårlige til at værne om den balance. Flere og flere funktioner er forsvundet fra mindre byer, og resultatet er mindre liv i byerne og problemer med at skabe udvikling og gøre sig attraktiv for potentielle tilflyttere.

Det er vigtigt, at vi får skabt mere liv i de mindre byer. Mange af dem har tidligere haft både lokalpoliti, postkontor, rådhus og meget mere. Men udviklingen er kun gået en vej. Det skal vi gøre noget ved.

Sammen med Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, har jeg foreslået, at vi åbner nye velfærdscentre i nogle af disse byer. Det kan i mange tilfælde ske i de bygninger, der i dag står tomme.

Ideen er, at vi på den ene side fortsat udnytter de logiske fordele, der er ved at samle kompetencerne, men samtidig skal vi sende nogle medarbejdere ud til velfærdscentrene en eller to dage om ugen. Så kan borgerne aflevere og låne biblioteksbøger, hente medicin, få lavet nyt pas eller noget helt fjerde uden at skulle valfarte til større byer.

Det vil betyde meget at få lys i vinduerne på de store bygninger, som lige nu står som skamstøtter over en udvikling, der er gået i stå. Og samtidig vil det være en god service for borgerne, at helt almindelige gøremål kan klares der, hvor de bor.

Vi foreslår, at der oprettes 25 velfærdscentre. De skal fordeles over hele landet, og det skal være et krav, at de oprettes i byer, hvor borgerne vil opleve, at de får en markant forbedring af den rejsetid, de i dag skal bruge på at komme til de større byer. Og så foreslår vi, at kommunerne og staten deler regningen.

Men vi har ikke lagt os fast på, hvilke byer der skal have centrene. Det skal kommunerne og borgerne nemlig selv have mulighed for at få indflydelse på.

Interessen er allerede stor. Siden vi lancerede ideen, har der flere steder i landet været reaktioner fra borgere, som har ideer til, hvor velfærdscentrene kunne placeres, så de kan give et markant løft til livet i de mindre byer. Det er jeg glad for. Det er nemlig vigtigt, at den lokale efterspørgsel er med til at bestemme, hvor de nye velfærdscentre bliver placeret.

Velfærdscentrene er muligvis ikke hele løsningen for de mindre byer. Men jeg tror, de vil være et stort skridt på vejen til at genskabe balancen og begynde at skabe udvikling i stedet for afvikling.