Lautrup efter dom: - DF kommer til at brænde inde med citronmånerne

Højesteretsdom om tålt ophold er et prestigetab for Støjberg, siger TV 2s Peter Lautrup-Larsen.

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) kunne forleden fejre stramning nummer 50 på udlændingeområdet med en enorm othellolagkage.

Tålt ophold

Tålt ophold er en juridisk status. Den tildeles personer i Danmark, som ikke har lovlig opholdstilladelse, men ikke kan udvises. Tålt ophold tildeles typisk personer i tre tilfælde:

  1. En person, der har fået afslag på en asylansøgning, fordi vedkommende har begået en alvorlig forbrydelse mod menneskeheden.
  2. En person der er idømt en udvisningsdom i forbindelse med Straffeloven.
  3. En person, der er udvist administrativt, fordi han eller hun anses for en trussel mod statens sikkerhed.

Men nu har ministeren, skriver Politiken, rettet sig efter en Højesteretsdom fra januar i år, som fastslog, at udlændingemyndighedernes krav om at udlændinge var tvunget til at opholde sig på et udrejsecenter var ugyldigt.

Derfor er Udlændingeministeriet begyndt at meddele personer på tålt ophold med lignende sager, at de ikke behøver at bo på centret.

Men det har næppe været med Inger Støjbergs gode vilje, vurderer TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

- Det her udhuler nogle af stramningerne. Hvis man skal være helt ærlig, så er det i hvert fald et prestigetab for Inger Støjberg, siger han.

Brænder inde med citronmånerne

Mens Inger Støjberg fejrede udlændingestramning nummer 50 med lagkage, var Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, i ugen ude at love, at han vil give citronmåner ved stramning nummer 100.

Men dem kommer kageglade ministre og Folketingspolitkere til at kigge langt efter. Ifølge Peter Lautrup-Larsen er Inger Støjberg med den nye dom ved at nå grænsen for, hvor meget der kan strammes.

- Denne her højesteretsafgørelse er nok et tegn på, at de der citronmåner nok kommer ud over sidste salgsdato. Han kommer til at brænde inde med dem, siger Lautrup-Larsen.

Højesteret er gået for vidt

Og dommen fra Højesteret falder da heller ikke i god jord hos Martin Henriksen.

- Når Højesteret er kommet med en dom, så retter man selvfølgelig ind efter den. Men jeg kan stadig sige, og det er vores holdning i Dansk Folkeparti, at højesteret er gået for vidt her, siger han.

Han er uenig i Højesterets fortolkning, som han kalder stærkt kritisabel.

- Det er ikke første gang, at Højesteret tager overdrevet hensyn til kriminelle udlændinge, folk der faktisk har fået en udvisningsdom af Danmark. Og vi kan slet ikke se nogen grund til, at Højesteret vælger at gøre det, siger Martin Henriksen.

S: Nødt til at kalde partierne sammen

Martin Henriksen er ikke alene utilfreds med Højesteret. Han langer også ud efter Inger Støjberg for ikke at have involveret Dansk Folkeparti, før hun ændrede på reglerne.

Også Socialdemokratiets retsordfører ville gerne være involveret af ministeren.

- Hvis der er noget af det indhold, vi har aftalt, hvor forudsætningerne ændrer sig, så bliver man jo nødt til at kalde partierne sammen igen, så vi kan finde en ny løsning på, hvordan vi håndterer det her problem, siger Trine Bramsen.