BLOG: Giv kommunerne et pusterum for sparekrav

16x9
Når kommunerne tvinges til at finde sparekniven frem, er det svært for de lokale politikere at komme uden om de områder, hvor det gør allermest ondt, skriver Pia Olsen Dyhr. Foto: Scanpix / Christian Lindgren

Når kommunerne tvinges til at finde sparekniven frem, er det svært for de lokale politikere at komme uden om de områder, hvor det gør allermest ondt. Børnene og de ældre.

Det mærker borgerne i mange kommuner år efter år, fordi vi politikere på Christiansborg pålægger dem et årligt sparekrav.

Der bliver ikke ved med at være reel mulighed for at finde penge på budgetterne, uden at det for alvor kommer til at gøre ondt. Der er nemlig allerede skåret ind til benet. Derfor er der brug for et pusterum til kommunerne.

Vi skal simpelthen befri kommunerne for det sparekrav på en halv milliard kroner, som de hvert år pålægges af det såkaldte moderniserings og effektiviseringsprogram. Det foreslår SF i dag i en artikel i Nordjyske Stiftstidende.

Formålet med sparekravet er på den ene side, at kommunerne skal tvinges til at gøre det umulige: Tilbyde den samme velfærd for færre penge. Og samtidig er det, at staten skal have mulighed for at bestemme, hvilke områder der gives penge til. Det kan der være fornuft i, hvis der er rig mulighed for at effektivisere og skære overflødige udgifter fra. Det er bare ikke virkeligheden længere. Derfor skal vi sige stop og give kommunerne en pause.

Men lige så hurtigt som ideen bliver præsenteret, bliver den skudt ned igen af Dansk Folkeparti, som sidder med nøglen til at skabe et flertal uden om regeringen og dermed gøre en reel forskel for velfærden ude i kommunerne.

Årsagen er ikke overraskende, at DF hellere vil kræve penge ind for derefter at kunne give nogle af dem tilbage i form af det, partiet ynder at kalde en ældremilliard. Og det er jo fint med penge til de ældre, men Kristian Thulesen Dahl pynter sig med lånte fjer, når han først vil have penge fra kommunerne og så – måske - sende nogle af dem øremærket tilbage igen.

Det er nærliggende at konkludere, at han er ligeglad med de dele af velfærden, der ikke lige handler om de ældre.

Jeg synes i stedet, vi skal udvise tillid til, at kommunerne godt kan finde ud af at bruge pengene bedst muligt. Det er trods alt dem, der har de lokale udfordringer og muligheder inde på livet.

I SF kæmper vi for et Danmark, der hænger sammen. Vi synes, det er vigtigt, at kommunerne reelt har mulighed for at leve op til, hvad borgerne forventer af den nære velfærd. Det gør vi ved at kæmpe for at friholde kommunerne for besparelser og samtidig finde penge til bedre ældrepleje, minimumsnormeringer i daginstitutioner og meget mere.

Det, synes vi, giver mere mening end som DF at støtte en regering, der hellere vil have skattelettelser end velfærd. Og så lade sig spise af med måske at få lov at stå som den glade giver af en såkaldt ældremilliard.