Støjberg forarger tusindvis med kage-fejring: Nu svarer hun igen på kritikken

Minister fejrer endnu en stramning på udlændingeområdet med kage på Facebook – til stor forargelse.

Med storsmilende mund og øjne poserer udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) med en stor, firkantet kage på et billede på sin Facebook-profil.

På kagen er frugt, flødeskum, Dannebrog samt et stort marcipanmærkat med tallet 50. Det kunne ligne en fødselsdagskage, men tallet er ikke for at fejre en fødselsdag.

- I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres!, skriver Inger Støjberg til billedet, hvorefter hun linker til de gennemførte stramninger på udlændingeområdet.

I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres! Se listen over stramninger her: http://uim.dk/gennemforte-stramninger-pa-udlaendingeomradet

Posted by Inger Støjberg on Tuesday, March 14, 2017

Kagebillede skulle skabe debat

Hvorfor lagde du billedet op?

- Jeg synes, det er værd at få udbredt, at vi nu har fået gennemført stramning nummer 50 – og sådan set også nummer 49, som blev vedtaget enstemmigt, lyder det fra Inger Støjberg til TV 2.

Men fjerner et opslag som det her ikke snarere fokus fra udlændingestramningerne og skaber debat om dig i stedet?

- Det synes jeg ikke, der er noget der tyder på. Alle 50 stramninger er der linket til.

Så du synes ikke, der kommer fokus på dig her?

- Nej tværtimod. Når man ser på kommentarfeltet, så er det netop debatten om stramningen, der bliver debatteret.

Men forstår du, at det forarger en række danskere, at du bruger kage i kontekst med flygtninge?

- For det første er det folk, der er imod den udlændingepolitik, jeg fører. For det andet skal de mennesker tænke på, at de stramninger, vi har fået gennemført har betydet, at vi har fået færre asylansøgere til landet, så vi kan bruge pengene på dem til at hjælpe andetsteds i stedet for.

Men hvis det er dét, der er dit budskab – er det så den rigtige måde at få det frem ved at dele et kagebillede på Facebook?

- Det har skabt en debat og et fokus om stramninger, hvilket var meningen med det.

Skal der kage til næste gang i runder et rundt nummer i antallet af udlændingestramninger?

- Det kan jeg bestemt ikke afvise. Det handler om at fejre sine politiske sejre, siger Inger Støjberg til TV 2 og understreger, at kagen var på hendes egen regning og blev delt i ministeriet.

Flødeskum og fem-årig syrer

Det fremgår ikke direkte af opslaget, hvad ministerens jubilæums-stramning indebærer, men det er tydeligt, at det er en glad og tilfreds Inger Støjberg.

Ministerens umiddelbare glæde står i kontrast til mange af de danskere, som har set hendes opslag på de sociale medier.

Få timer efter opslaget har Inger Støjberg fået over 10.000 reaktioner – nogle synes godt om, andre er overraskede, og rigtig mange er vrede og harme over hendes kage-opslag.  

De skriver blandt andet: 

I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres! Se listen over stramninger her: http://uim.dk/gennemforte-stramninger-pa-udlaendingeomradet

Posted by Inger Støjberg on Tuesday, March 14, 2017

I dag fik jeg vedtaget stramning nummer 50 på udlændingeområdet. Det skal fejres! Se listen over stramninger her: http://uim.dk/gennemforte-stramninger-pa-udlaendingeomradet

Posted by Inger Støjberg on Tuesday, March 14, 2017

På Twitter er opslaget nået udover de danske grænser: 

Og så er der journalist David Trads, der går så vidt som til at sammenligne Inger Støjbergs kageopslag med et billede, der er gået verden over, fra krigen i Syrien af en femårig beskidt og blodig dreng. 

STØJBERGS MORALSKE KOLLAPS Se godt på de mennesker på dette billede: Den ene - Inger Støjberg, 43 år - er superglad,...

Posted by David Trads-privat on Tuesday, March 14, 2017

Kage er skyld i politisk polarisering

Spørger man TV 2s politiske analytiker, Anders Langballe, så er det med fuldt overlæg, at Inger Støjberg deler et billede, der skaber så kraftige reaktioner.

- Hun kan godt lide at provokere, og hun kan godt lide at have en meget simpel retorik. Hun synes sådan set, det er rigtig, rigtig fint at provokere, og det kan man jo mene om, hvad man vil, siger han til TV 2.

Det er meget muligt, at opslaget fra udlændingeministeren er nået bredt ud, og mange flere danskere nu er orienteret om, at ministeren har fået endnu en stramning igennem, men det er ikke et opslag, som nødvendigvis gør nogen klogere på det egentlig indhold, lyder det fra Anders Langballe.

- Det er ikke sådan noget her, der nuancerer og højner en debat på et område, hvor debatten er meget let antændelig, siger han.

Ifølge ham så enten forarger eller fornøjer opslaget – men intet derimellem, og det er skildringer som det, der er skyld i, at den politiske debat polariseres.

Anders Langballe kommenterer billede, hvor Inger Støjberg fejrer udlændingestramning med kagebillede.

- Journalister får rigtig tit skudt i skoene, at vi forsimpler debatten; ’det er os, der er med til at forsimple og skabe en primitiv – nogle kalder det en syg - kultur på Christiansborg’. Men så tænker jeg nogle gang på, når politikere igen og igen kommunikerer som her med kage eller andre måder.  

- Der synes jeg sådan set, at politikerne kommunikerer langt mere simpelt og enkelt.

Vil holde fast i en stram udlændingepolitik

Spørger man Inger Støjberg, om opslag som hendes er skyld i, at den politiske debat polariseres, så svarer hun: 

- Det må Anders Langballe selv bedømme. Jeg mener, det er vigtigt, vi har en åben debat i Danmark, og det, mener jeg, tjener os bedst – også når det gælder udlændingepolitikken. I Sverige har man netop ikke debat om udlændingepolitikken, og jeg ønsker ikke svenske tilstande, for de har et enormt pres i forhold til asylansøgere, lyder det fra Inger Støjberg, der afslutter: 

- Jeg går ind for en stram udlændingepolitik. Det gik jeg til valg på og blev valgt ind for, så det har jeg tænkt mig at gennemføre, siger hun til TV 2.

De to nye stramninger er en del af udlændingestramningernes afsnit H, der omhandler religiøse forkyndere. Den ene stramning betyder, at religiøse forkyndere skal igennem obligatorisk kursus i dansk familieret, frihed og folkestyre, mens den anden stramning sætter krav til, at religiøse forkyndere underskriver en løfteerklæring om at ville overholde dansk lovgivning.

Afstemning