Løkkes aflysning af tyrkisk besøg trækker overskrifter i udlandet

Statsministerens beslutning om at udskyde besøget fra den tyrkiske premierminister skyldes diplomatiske kriser i Tyskland og Holland.

Lars Løkke Rasmussens har udskudt et besøg fra den tyrkiske premierminister Binali Yildirim.

Statsministerens beslutning trækker overskrifter i flere udenlandske medier som CNN, Arab News og The Mirror.

Under overskriften 'Danmark udskyder møde med tyrkisk premierminister' er historien mandag morgen dansk tid tophistorie på CNN. Ifølge CNN Türk ville Yildirim besøge Danmark for at deltage i formelle møder den 20. marts.

Ifølge det dansk-tyrkiske medie Kuzey ville han angiveligt deltage i et borgermøde for herboende tyrkere den 19. marts og officielle møder dagen efter.

Men efter de diplomatiske konflikter, der er opstået mellem Tyrkiet på den ene side og Holland og Tyskland på den anden side, har Lars Løkke Rasmussen altså valgt at udskyde besøget. 

Vælgermøder forud for folkeafstemning aflyst

Konflikterne er opstået i kølvandet på, at den tyrkiske udenrigsminister blev nægtet adgang til Holland, hvor han skulle tale til et vælgermøde. 

Også i Tyskland, Østrig og Schweiz er lignende møder med deltagelse af en tyrkisk minister blevet aflyst.

Vælgermøderne ligger forud for en folkeafstemning, hvor tyrkerne skal sige ja eller nej til en ændring af den tyrkiske forfatning, der blandt andet gør det muligt for præsident Recep Tayyip Erdogan at blive siddende som præsident frem til 2029.

Opbakning fra de fleste partier

Opfordringen til at udskyde besøget skal sende et signal til Tyrkiet om, at Danmark tager afstand fra den politiske udvikling i landet, forklarer Lars Løkke Rasmussen.

- Normalt ville det (den diplomatiske krise, red.) ikke blokere for et møde, men snarere gøre det endnu mere relevant, fordi det kunne give mulighed for at formidle denne bekymring direkte. Men den tyrkiske karakteristik af de vestlige demokratier og de aktuelle udfald mod Holland vil betyde, at et møde netop nu vil blive udlagt som udtryk for, at Danmark ser mildere på udviklingen i Tyrkiet, hvilket ingenlunde er tilfældet, siger han.

Både Socialdemokraternes Nicolai Wammen og Radikale Venstres Martin Lidegaard har bakket statsministeren op på Twitter. 

Men Enhedslisten kritiserer beslutningen og mener, at besøget kunne have været brugt til at kritisere forholdene i Tyrkiet. 

- Det er helt tydeligt, at den tyrkiske regering rigtig gerne vil have, at de her møder afvises, for så har de en undskyldning for at undertrykke deres egen befolkning og afvise kritikken fra Europa, siger han.