BLOG: Ole Birk Olesen med løkken om egen hals

16x9
Transportminister Ole Birk Olesen befinder sig lige nu i stor politisk modvind. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

BLOG. Lad det være sagt straks. Det er ikke hver dag en minister er tæt på at lægge løkken om egen hals.

Men nu er transportminister Ole Birk Olesen tæt på kunststykket. Først blev han voldsomt angrebet for at have holdt PostNords problemer skjult i seks uger for forligspartierne. Men nu har hans forsøg på at bagatellisere kritikken fra oppositionen og ikke mindst støttepartiet Dansk Folkeparti gjort ondt værre.

Onsdag forsvarede ministeren sig på TV2 med, at der ikke var præcise tal på bordet, da PostNord 19. december sidste år præsenterede ham for et chokbillede af postens tilstand. Ganske vist nævnte PostNord kun tal for det samlede finansieringsbehov på 5,5 milliarder svenske kroner, hvor PostNord selv kunne finde de to. Derudover fremgik det, hvor mange ansatte PostNord måtte sige farvel til. Nemlig 4.000. Men kravet til de danske ejere – altså statskassen – blev ikke nævnt som specifikt tal.

Torsdag aften forsvarer Ole Birk Olesen sig så med, at de nødvendige milliarder til genopretningen kan skaffes på mange måder. Ved lån, ved at trække på kreditter – eller altså fra ejerne, som er den danske og svenske statskasse eller om man vil de to landes skatteydere. Det var det, han mente med fraværet af præcise tal.

Anderledes ser billedet ud for kritikerne, efter de har læst et referat af mødet 19. december. De ville sådan set godt meget tidligere have haft at vide, hvor galt fat det stod til. Ole Birk Olesens svar øger derfor snarere kritikken af ministerens håndtering end det modsatte. Og det var nok ikke lige meningen.

DF truer

Meldingen fra Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, er en slet skjult trussel om at rive taburetten væk under ministeren. Det hele afhænger af et møde i Transportministeriet tirsdag morgen den 14. februar i forligskredsen. Men på forhånd buldrer ordføreren på krigstrommen.

Ministeren er i øjeblikket nærmest venneløs og kæmper en ensom kamp mod overmagten fra et politisk flertal i Folketinget.

Oprindeligt frustrerede det flertallet, at Ole Birk altså var seks uger om at orientere dem om PostNords seneste vanskeligheder. Oplysningerne fra 19. december delte han først med forligspartierne på et møde 9. februar.

Er seks uger lang tid? Det mener forligspartierne. Og trods rollen som støtteparti så har Kim Christiansen betegnet ministeren som både arrogant og inkompetent. Den nye sag føjer kun spot til skade, må vi forstå. Også selv om Kim Christiansen på TV2 torsdag ikke vil udtrykke decideret mistilid til Ole Birk Olesen. Gjorde han det og var han klar til at følge op på afstemningsknapperne i Folketingssalen, var ministeren naturligvis en færdig mand allerede på dagen.

Ole Birk Olesen selv affærdiger al kritik af, at han for sent ude med at orientere. Han understreger, at ministeriet først måtte undersøge sagen, herunder med eksterne rådgivere. Der er et hensyn til de ansatte og til svenskerne, der mildt sagt ikke er ivrige for at dække et underskud på den danske side af Øresund. Og så videre. Og så videre.

Ministerens forklaring havde måske været nok og var blevet taget til efterretning af de skeptiske ordførere, hvis det ikke havde været for alle de andre sager, der allerede har frustreret ikke kun de røde partier, men også og måske især Dansk Folkeparti.

Røde felt

Først røg Kim Christiansen op i det røde felt i forhandlingerne om en ny taxilov, uanset Ole Birk Olesen og hans parti, Liberal Alliance, måtte æde alle støtteerklæringerne til Uber i sig igen i den endelige aftale. Det skete nemlig først efter et forløb, hvor ministeren efter flere af forligspartiernes mening ikke forstod det politiske spil.

De var nemlig nærmest enige om en ny taxilov, da ministeren hed Hans Christian Schmidt i den smalle V-regering og så faldt det dem for brystet, at Ole Birk tilsyneladende startede forfra med henvisning til, at der nu var en ny regering med helt andre ambitioner. Nu skulle de gennem det hele igen.

Dertil et transportforlig til en lille milliard uden om regeringen, men gennemtrumfet af et flertal med den nye akse i dansk politik mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti som væsentligt omdrejningspunkt.

Kunne være undgået

Meget kunne være undgået, hvis ministeren på et tidligt tidspunkt havde anerkendt de faktiske forhold på Christiansborg. Han er kun den sidste i en lang kæde af transport- og trafikministre, der ikke har været herrer i eget hus.

Tidligere talte man om den jyske trafikmafia. I dag er det vel nærmest Kim Christiansen, der er Godfather. En mere erfaren minister end Ole Birk Olesen havde fra begyndelsen givet Dansk Folkepartis transportordfører særbehandling – også kaldet respekt. I PostNordsagen er det uforståeligt, at ministeren ikke trak Kim Christiansen til side f.eks. i Folketingssalen blot til en kort orientering længe inden 9. februar. Viden er magt, at det havde næppe gjort Kim Christiansen andet end tilfreds at lade ham vide noget mere og tidligere end andre partier i forligskredsen.

Særbehandling er et effektivt smøremiddel, når aftalemaskineriet begynder at kværne.

Gulerødder og dip

En lille anekdote til illustration. Den føromtalte jyske trafikmafia med ronkedorer som den konservative Kaj Ikast, Venstremanden Svend Heiselberg og CD’s Arne Melchior var i 1990’erne ikke kun vant til særbehandling, men også særforplejning, når de var til møde i Trafikministeriet. Et møde var ikke et møde uden højt belagt smørrebrød og gerne med øl og mindst en enkelt snaps. Et kammerateri og ”old boys network” som en ny minister i 1998, socialdemokraten Sonja Mikkelsen mente, hun måtte gøre op med.

Så da hun inviterede til et første møde stod den på gulerodsstænger og blomkålsbuketter med dip. Og da en sulten Kaj Ikast spurgte: ”Vi skal vel også have noget mad?” var svaret en pegefinger på bægrene med det grønne. Hvorpå mafiaen rejste sig og forlod mødet, ”da de ikke kunne arbejde på tom mave.”

Sonja Mikkelsen fik ikke meget at prale af på trafikken gennem to år som minister på området. Ved næste regeringsrokade blev hun derfor afløst af partifællen Jacob Buksti. Man behøver vel næppe føje til, at han straks inviterede på sild, rullepølse med sky og rå løg samt gammelost godt stænket med Jamaica-rom. Dertil sikkert også en avec til kaffen oven i al det andet. Derefter gled milliarder igen i regelmæssigt tempo ud af statskassen til broer, motorveje og rundkørsler. Og problemerne med DSB og Posten også dengang blev klaret i fordragelighed efter aftalte og afstemte politiske dramaer.

Ikke 100 dage

Til Ole Birk Olesens undskyldning tæller, at han ikke har fået de sædvanlige 100 dage efter sin tiltræden i fred og ro til at sætte sig ind i området og få opdyrket og plejet et netværk af ordførere på Christiansborg. Det har ikke gjort det bedre, at ikke kun han, men også hans parti, Liberal Alliance, ikke har prøvet ministerposter før. Ja, knap nok har været blandt de mest forligsvante partier.

Nu mødes de dog på tirsdag morgen, den 14. februar. Forventningen hos kritikerne og ikke mindst Kim Christiansen er, at ministeren der viser, at han nu både har læst og forstået lektien. Men inden da kan der være kommet væsentligt nyt frem og sagt for meget til, at selv et tilbagetog er umuligt for ministeren. Situationen er kritisk for Ole Birk Olesen.

For regeringen som sådan er det endnu et tegn på, hvor svag den egentlig er. Ole Birk Olesen er jo langt fra den eneste minister i modvind. Partifællen Thyra Frank må gå offentlig bodsgang om sin fortid som leder af plejehjemmet ”Lotte” og senest er fødevareminister Esben Lunde Larsen fra Venstre på forsiden af Ekstrabladet, fordi Dansk Folkeparti også der mener, han træder på deres tæer.

Men ender det så med et ministerfarvel i utide? Kristian Thulesen Dahl skal i hvert fald overveje statsministerens reaktion. Det kommer naturligvis an på sagen og ministersvigtet, men Dansk Folkepartis formand kan ikke vide, hvad Lars Løkke Rasmussen gør.

Udelukkes kan det ikke, at han i så fald trækker snoren til faldlemmen og lader sig selv og regeringen vælte. Noget stærkt grundlag er det i hvert fald ikke for Dansk Folkeparti at vælte en statsminister, de derefter alligevel peger på som deres statsministerkandidat. Og endda i en situation, hvor alle kan se, at det formentlig ender med Mette Frederiksen i Statsministeriet i Prins Jørgens Gård.

Selv om ministrene får lov at sidde, så slider de mange sager på regeringen. Og det har tilsyneladende ingen ende.