BLOG: Trump, Sessions og den russiske forbindelse

16x9
Præsident Trump og justitsminister Jeff Sessions står tilbage med et forklaringsproblem. Foto: JIM LO SCALZO / Scanpix Denmark

BLOG: Præsident Trump og justitsminister Jeff Sessions står tilbage med et forklaringsproblem.

Sjældent har en russer bosat i USA fået så meget opmærksomhed som Sergej Kislijak. Den russiske ambassadør i USA står nu atter i rampelyset efter det i dag kom frem, at den nuværende amerikanske justitsminister Jeff Sessions førte to samtaler med Kislijak under valgkampen. Den første under det republikanske konvent i juli 2016 og den anden i september, få måneder før valgdagen. Det er som sådan ikke usædvanligt – og ej heller ulovligt - at amerikanske senatorer mødes med udenlandske ambassadører. Men sagen bliver speget, fordi der er tale om den russiske ambassadør, og sagen ses i lys af de nu velkendte russiske bestræbelser på at influere det amerikanske valgresultat. Samtidig er der en begrundet mistanke om, at Sessions har løjet under ed under sin konfirmationshøring i Senatet.

Mere end en nuværende justitsminister og tidligere amerikansk senator

Derudover er Sessions meget mere end ”bare” en nuværende justitsminister og tidligere amerikansk senator. Sessions var også den første senator, der offentligt erklærede sin støtte til Trump i primærvalgene og førte valgkamp for den republikanske præsidentkandidat. Udover det var Sessions hjernen bag Trumps immigrationspolitik. Derfor stod det også klart i september måned, hvor Sessions igen talte med den russiske ambassadør, at senatoren stod til at få en post i en eventuel kommende Trump-administration. At Sessions alligevel valgte at mødes med den russiske ambassadør så kort inden valget er som minimum et tegn på monumental dårlig dømmekraft. At Sessions nu har valgt ikke at stå i spidsen for undersøgelser, der skal kaste lys på det amerikanske præsidentvalg (inklusive russisk indflydelse på selv samme), kommer ikke som en overraskende. Beslutningen kommer samtidig også for sent.

Skaden er sket, og den er ganske alvorlig for Trump - både på den korte og den lange bane. I stedet for at skulle prøve at bygge videre på Trumps vellykkede tale til Kongressen, skal Det Hvide Hus igen svare på spørgsmål om Trump kampagnens og administrationens relationer til Rusland.

Trump har fuld tillid til Session

Det Hvide Hus` udmelding tidligere i dag, at man ikke var bekendt med Sessions samtaler med den russiske ambassadør, var ikke overraskende. Trump har samtidig udtalt, at han har ”fuld tillid” til Sessions. Men forklaringen og præsidentens støtte kommer næppe til at være mere end en midlertidig brandslukker. Hvis overhovedet. Her er problemet:

Hvis det skulle vise sig at være sandt, at Trump ikke var orienteret om Sessions samtaler, stiller det Trump stadig i et dårligt lys. Trumps mantra om, at han kun vil ”ansætte de dygtigste mennesker” virker en anelse komisk, når hans hold i løbet af en (normalt) meget professionel nomineringsproces ikke formår at finde ud af, at Sessions har mødtes med den russiske ambassadør. Læg oveni at Trumps evne til at ansætte kompetente ministre og rådgivere i forvejen er til diskussion efter balladen om den tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynns afsked; Trumps foretrukne valg som arbejdsminister Andrew Puzder blev nødt til at trække sig; og uddannelsesminister Betsy DeVos kun blev godkendt i et republikansk domineret Senat efter vicepræsident Mike Pence kastede den afgørende tie break-stemme. Trump fremstår kort sagt i forvejen ikke som en mand, der ansætter kompetente mennesker, men som én, der ikke har styr på tropperne.

Skulle det senere vise sig, at Trumplejren var bekendt med Sessions samtaler med den russiske ambassadør og har løjet om dem, åbner det op for en lang række nye spørgsmål om Trump og den russiske forbindelse. Husk, at der i forvejen er en FBI undersøgelse og to Kongressundersøgelser i gang, fordi der er en lang række uopklarede spørgsmål om netop Trump og de russiske forbindelse. Med dagens afsløringer får republikanerne i Kongressen samtidig sværere og sværere ved at blokere for en uvildig undersøgelse om Trump kampagnens mulige interaktion med Rusland under valgkampen.

Om Sessions overlever som justitsminister, er uvist. Går man tilbage til Sessions godkendelseshøring i Senatet er der meget, der tyder på, at Sessions løj under ed. Her kan Sessions håbe, at hans republikanske kollegaer i Kongressen i sidste ende redder hans røv.

Men én ting er til gengæld sikkert: Sagen stopper ikke her.