Vil gøre familiesammenføring nemmere - for de højtlønnede

16x9
Inger Støjberg. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Inger Støjberg (V) er klar til at lempe på familiesammenføringsreglerne for en nøje udvalgt gruppe danskere.

Siden sidste sommer har det været svært for udlandsdanskere at få deres udenlandske ægtefælle med hjem til Danmark efter mange år i udlandet.

Men regeringen er nu klar til at lempe reglerne for højtkvalificerede og højtlønnede danskere, der vender hjem med udenlandsk familie.

Problemet for udlandsdanskerne opstod, da Menneskerettighedsdomstolen tilbage i maj fastslog, at det var diskrimination, at Danmark dispenserede fra det såkaldte tilknytningskrav for folk, der havde boet i Danmark i mere end 26 år.

Det fik myndighederne til helt at se bort fra 26-års-reglen. Og dermed skulle alle leve op til kravet om, at et ægtepars samlede tilknytning til Danmark er større end til et andet land, hvis de ville familiesammenføres her i landet.

Også selv om den ene ægtefælle var dansk statsborger, født og opvokset i Danmark, men for eksempel havde giftet sig med en udlænding under en udstationering for sit arbejde.

Mere end 400.000 i løn

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) understreger, at de stramme familiesammenføringsregler generelt skal fastholdes for at "begrænse tilstrømningen fra ikkevestlige lande".

- Men disse regler bør ikke afholde højtkvalificerede udlandsdanskere, der er tilbudt gode job i Danmark, fra at vende hjem, siger hun i en pressemeddelelse.

Dem, der skal kunne få deres udenlandske familie med til Danmark, er udlandsdanskere, der vender hjem til en årsløn på mindst 408.800 kroner.

Eller som bliver ansat inden for et erhverv, der fremgår af positivlisten, og som i øvrigt opfylder uddannelseskravet efter denne ordning.