BLOG: Apropos dansk

16x9
Martin Henriksen (DF) mener at indvandrere bør markere de kristne højtider Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix Denmark

BLOG: Hvad er danskhed?

Ja, hvis det var så enkelt at svare på, havde vi næppe den diskussion med jævne mellemrum. Det er vanskeligt at koge en national identitet og tilhørsforhold ned til en specifik formel.

Udfordringen afskrækker imidlertid ikke Dansk Folkepartis Martin Henriksen, som i fredagens udgave af Jyllands-Posten mener, at man først er dansk, når man kender og deltager i de kristne højtider, som vi fejrer i Danmark. Martin Henriksen mener man bør gå i kirke juleaften, for at være dansk.

Det er for mig at se et temmelig udansk standpunkt at indtage. For er man så ikke dansk, hvis man er ateist? Eller hvis man som medlem af Jehovas Vidner ikke går i kirke eller fejrer jul? Eller hvis man synes, at det bedste ved påsken, er den våde frokost og påskeæggene?

Vi har som bekendt religionsfrihed i Danmark – endda nedfældet i noget så dansk som vores grundlov – og det betyder både at man kan tro på det man vil men også, at det er muligt helt at vælge religion fra. Jeg må derfor sige, at jeg betragter det som temmelig udansk, at man fra politisk hold vil til at blande sig i, hvad folk tror på.

Martin Henriksen og jeg er generelt uenige om mange ting, men der er også steder hvor vi er meget enige når det kommer til integration. Fx er vi helt enige om, at parallelsamfund og social kontrol i den grad er præget af manglende frihed. Og vi er formentlig også helt enige om, at frihed er en af de grundværdier, som kendetegner det danske samfund. Og derfor er Martin Henriksen helt galt afmarcheret når han begynder at blande sig i, hvad folk tror på og dyrker i deres fritid.

Min besked til Martin Henriksen er, at hvis han reelt vil passe godt på det danske samfund, så skal han hjælpe mig med at værne om friheden. For den er under pres! Og han presser den yderligere, ved at begynde at blande sig i folks tro.