Måling: Vælgerne dumper den nye regering

16x9
Mere end halvdelen af vælgerne synes, at den nye VLAK-regeringen er kommet dårligt fra start, viser ny måling. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Mere end halvdelen af vælgerne synes, at den nye VLAK-regeringen er kommet dårligt fra start, viser ny måling.

Den nye blå regering er kommet dårligt fra start. Det mener 56 procent af vælgerne ifølge en ny Megafonmåling for TV 2. 18 procent mener, at VLAK-regeringen er kommet godt eller meget godt fra start, mens 24 procent svarer hverken/eller.

- Det er ikke overraskende med tanke på, at regeringen er blevet kostet rundt i manegen af ikke mindst Dansk Folkeparti. Politiskolen kom ikke til Herning, taxaloven ser ud til at dreje nøglen om hos Uber og senest er der lavet et stort transportforlig uden om regering. Der nok ikke lige det, der var meningen, siger TV 2’s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen.

Mest rød modstand

Ikke overraskende er det primært de røde vælgere, der synes, at regeringen har gjort det dårligt i sin første tid. 80 procent af Socialdemokratiets vælgere tilslutter sig det synspunkt, mens det er hele 87 procent af SF’s vælgere og 92 procent af Enhedslistens vælgere.

Men også hos regeringspartiernes egne vælgere er der ikke ubetinget begejstring.

60 procent af de Konservatives vælgere synes, at regeringen er kommet godt fra start, mens det kun er 51 procent af Venstres og Liberal Alliances vælgere, der har den holdning.

- Det passer med at Liberal Alliance ikke har fået den store gevinst ud af ministerposterne endnu, mens de Konservative jo i hvert fald har fået fremlagt en bandepakke, og forslaget om flad boligskat passer jo også lige ned i konservativ politik, siger Peter Lautrup-Larsen.