Flertal vil hæve straffen for social dumping

16x9
Et politisk flertal er klar til at hæve bødestraffen for at benytte sig af for billig udenlandsk arbejdskraft. Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix Denmark

Et politisk flertal udenom regeringen er klar til at hæve bødestraffen for at benytte sig af for billig udenlandsk arbejdskraft.

Det skal straffes hårdere, når virksomheder begår social dumping.

Sådan lyder det enstemmigt fra endnu en udmelding fra denne uges hotteste par i dansk politik, DF-formand Kristian Thulesen Dahl og S-formand Mette Frederiksen.

Meldingen kommer som endnu et dryp fra det interview de to partiledere har givet til Fagbladet 3F.

- Noget af det, vi har talt om i fællesskab, er, at måske skal der være højere straffe, når man forbryder sig mod reglerne. Det vil vi i hvert fald ikke være blege for, siger Mette Frederiksen til Fagbladet 3F.

Kristian Thulesen Dahl er enig, men han mener også, at der skal stilles større krav til kædeansvar – altså at de danske virksomheder er forpligtet til at sikre sig, at underleverandører overholder reglerne.

- Vi er helt åbne for at se på, hvordan vi gør det bedst. Selve princippet at får man lovfastsat, at man får bedre kædeansvar, så man bedre kan komme efter dem, der forbryder sig, det vil vi meget gerne være med til, siger han til Fagbladet 3F.

Flertal uden regeringen

SF er enig med DF og Socialdemokratiet, og dermed er der allerede dannet et flertal udenom regeringen. 

- Hvis der er én ting, de her virksomheder forstår, er det økonomisk straf. De skal straffes på den profit, som de får af at underbetale folk, siger beskæftigelsesordfører Karsten Hønge (SF).

Det er endnu ikke lykkedes TV 2 at få en kommentar til forslaget fra Venstre,