BLOG: Selvfølgelig skal Dannebrog hænge i Folketinget

16x9
Det er en selvfølge, at vi i vores eget parlament har Dannebrog hængende, mener Søren Pape Poulsen. Foto: Scanpix

BLOG: Dannebrog husker os på vores historie – og hvor vi alle kommer fra.

Vores fædrelandsflag Dannebrog – verdens ældste nationalflag, der stadig er i brug – skal vi være stolte over. Det repræsenterer det Danmark, som vi alle har kært, og som generationer før os har kæmpet for.

Derfor er jeg utroligt glad for, at Dannebrog nu får en permanent plads ved Folketingets talerstol. Vi skal huske, hvor vi kommer fra – for det har vi absolut ingen grund til at skamme os over.  

Dannebrog er vores stolthed

Dannebrog er mere end bare et symbol. Det er flaget, som danner bro mellem danskerne, og når vi ved store begivenheder, som eksempelvis når Danmark vinder guld i en sportsgren, fejrer danske præstationer ude i verden, så er det altid med fædrelandsflaget, der pryder de mange gader og stræder.

Og det er et smukt syn. Det husker os på vores historie – og hvor vi alle kommer fra.

Derfor er det for mig at se en selvfølge, at vi i vores eget parlament har Dannebrog hængende. For vi har intet at skamme os over. Tværtimod.

Alle danskeres flag

Den yderste venstrefløj har desværre ikke altid samme tilgang til Dannebrog. Eksempelvis mente Enhedslisten, at det var tæt på magtmisbrug, da Folketingets formand valgte at hænge et ”værdibaseret” flag med nationalistiske toner.

Helt ærligt: Hvad er det for en tilgang at have til Dannebrog? Siden har Enhedslisten dog heldigvis trukket en smule i land, og netop brugen af Dannebrog burde også være noget, vi på tværs af politiske meningsforskelle kunne live enige om at dyrke. 

Men jeg synes, at det ville være ret så mærkværdigt, hvis man skulle beskyldes for at være højre-nationalist, bare fordi man ønsker at hylde og vise Danmark frem i Folketinget.

Vi bruger også Dannebrog, når vi fejrer fødselsdage, og mange danskere har små Dannebrog hængende på juletræet. 

Dannebrog er nu engang vores fælles flag, som spænder over alle fra rød til blå og ung til gammel, og i mine øjne er flaget renset for politiske symboler. Det er vores fælles flag.