Løkkes bror melder sig ind i Liberal Alliance

16x9
Statsministeren Lars Løkke Rasmussens bror, Knud Løkke Rasmussen, har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance. Foto: Knud Løkke Rasmussen

Statsministerens bror, Knud Løkke Rasmussen, har i dag meldt sig ind i Liberal Alliance.

Liberal Alliance i Fredensborg Byråd er glade i dag: Knud Løkke Rasmussen, statsministerens bror har nemlig meldt sig ind i partiet og dermed sikret dem en ekstra plads i byrådet.

Men mon ikke også Liberal Alliance på Christiansborg ser med glæde på, at have fået statsministerens bror ind i folden.

Han bliver i hvert fald budt varmt velkommen af økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll på Twitter:

Selv siger Knud Løkke Rasmussen, at indmeldelsen skyldes et godt samarbejde med Liberal Alliances medlemmer i byrådet.

- Vi har fra starten af byrådsperioden været enige om, hvilken retning, vi ønsker kommunen skal udvikle sig i. Konkret har det betydet, at vi de sidste to år har fremlagt fælles budgetforslag, hvor vi har prioriteret børn, ældre, udsatte borgere og ikke mindst en hurtigere afvikling af kommunens høje gæld, så vi for alvor kan få råd til at udvikle kommunen og lade borgerne beholde lidt flere af deres egne penge, siger Knud Løkke Rasmussen i en pressemeddelelse sendt til Frederiksborg Amts Avis.

Knud Løkke Rasmussen meldte sig ud af Venstre i 2015 og stiftede sit eget parti ‘Frie Liberale’. Dengang understregede han, at det intet havde med bror Lars' Venstre på landsplan at gøre.

- Jeg opfatter mig selv som Venstremand, men må bare konstatere, at der er meget langt fra det Venstre, jeg kender fra den landspolitiske scene, til den lokale vælgerforening og byrådsgruppe, lød det fra Knud Løkke Rasmussen i 2015.