BLOG: Europa kan hjælpe Danmark til større sikkerhed i en Trump tid

16x9
Et stærkere Europa kan gøre Danmark mere sikkert, mener Martin Lidegaard. Foto: Sophia Juliane Lydolph / Scanpix Denmark

Blog: De kommende dage mødes NATO-landendes forsvarsministre til topmøde i Bruxelles.

Med en ny amerikansk præsident i Vest, et aggressivt Rusland i Øst og blodigt kaos i Syd, står Europa foran et år med skæbnesvangre valg.

Jeg er stor tilhænger af et stærkt NATO. NATO vil i al overskuelig fremtid spille en central og afgørende rolle for dansk sikkerhed.

Men et stærkt NATO er ikke ensbetydende med, at Danmark i fremtiden skal bruge markant flere penge på våben. I forvejen bruger NATO fx tolv gange så mange ressourcer - hvert år - som fx Rusland, og Danmark bidrager med et super moderne, effektivt og aktivt forsvar. Vi har ikke noget at skamme os over.

Opbakning til et stærkt NATO behøver heller ikke at betyde, at vi skal deltage ukritisk i alle større operationer ledet af USA. De store flygtningestrømme fra både Afrika og Mellemøsten er i stor udstrækning et resultat af både store krige og små konflikter. Mange af disse krige og konflikter kunne have været undgået, hvis vi som i den FN ledede operation i Mali havde ladet vore styrker arbejde for at bevare freden i stedet for at gøre det modsatte - som tilfældet fx var i de første Irakkrige. Det kunne have reddet millioner af mennesker fra at blive drevet på flugt fra deres hjem - og til at mindske flygtningepresset på Europa. 

Danmarks fremtidige støtte til NATO bør derfor fokusere mere på forebyggende freds- og stabiliseringsindsatser og mindre på såkaldte ”skarpe operationer”, hvor den menneskelige og økonomiske pris er høj og udfaldene ofte tvivlsomme.

Der må ikke herske tvivl om, at USA fortsat hører til blandt Danmarks allernærmeste allierede. Men Præsident Trumps tvetydige bemærkninger om NATO er svære at sidde overhørige. Vil Trump støtte de baltiske stater, hvis Rusland angriber? Vil NATO-medlemmer blive ekskluderet, hvis de ikke opfylder kravet om at bruge 2% af BNP på forsvaret? Det er ikke mindst disse spørgsmål, som den nyudnævnte, amerikanske forsvarsminister, James Mattis, skal svare på henover de kommende dage på NATO-topmødet i Bruxelles. 

Men måske er Trumps lunkne holdning til gamle alliancer godt for noget. I min optik giver det nemlig os, Europa, anledning til at vende blikket mere mod hinanden i stedet for alle andre steder hen. Hvis Ruslands aggressive fremfærd i Ukraine såvel som i hele Østersø-området skal bremses, må Europa stå sammen. Et samlet Europa er fortsat langt stærkere både økonomisk og militært end Putins Rusland. 

Europa har derfor nu en fantastisk mulighed for at vise, hvad det europæiske fællesskab kan. Ved fx at føre en langt mere målrettet energipolitik, kan vi på én gang demonstrere for befolkningen, hvilken styrke der findes i at stå sammen og samtidigt svække et af Putins vigtigste sikkerhedspolitiske instrumenter. På samme måde kan vi lægge op til, at Europa forsøger at udfylde det tomrum, som USA nu efterlader sig, når det handler om at fremme international samhandel. For handel er også fredsforebyggende sikkerhedspolitik.

Radikale Venstre støtter derfor også fortsat afskaffelsen af det danske forsvarsforbehold. På flere områder kunne vi have god gavn af et stærkere europæisk militært samarbejde.

Sagt kort ligger Danmarks sikkerhed i den nye verdensorden, både når det handler om handel, energi, klima, jobs og militær muskelkraft, i et tættere samarbejde i Europa. Så når Trump siger: ”America First” og Kristian Thulesen Dahl siger: “Sammen er vi danskere stærke”, siger jeg: "Med Europa bliver Danmark sikkert".