Ny taxalov på plads: Regeringen giver Uber dødsstødet

Regeringen præsenterer torsdag formiddag ny taxalovgivning. Aftalen slår fast, at Uber-chauffører skal have taxameter og sædefølere i bilerne.

Torsdag formiddag blev regeringen, Dansk Folkeparti, SF, de Radikale og Socialdemokratiet enige om en ny taxalovgivning.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) har præsenteret en aftale, der gør livet svært, hvis da ikke umuligt, for kørselstjenesten Uber. Aftalen slår fast, at Uber-chauffører skal have taxameter og sædefølere i bilerne, hvis de vil køre i Danmark, siger ministeren.

- Regeringen har gerne ville igennem med et kontrolapparat i forhold til skattebetaling, og så fortsat gøre det muligt, at man også kan køre taxa med sin private bil i weekender, aftener osv. hvis man havde lyst til det. Men det var der ikke flertal i Folketinget for at ophæve krav om sædefølere og taxameter, siger Ole Birk Olesen.

Uber kan altså stadig køre i Danmark, man skal bare overholde kravene. Og det var ikke den aftale, regeringen havde håbet på, erkender transportministeren.

- Jeg synes, det er ærgerligt, at private ikke kan få lov til at brug deres egne biler til at tjene ekstra penge aftener og weekender, hvis de lever op til krav om skattebetaling og så videre. Men det var der ikke et flertal for, så det kunne regeringen ikke komme igennem med.

Aftalen gør det i det hele taget nemmere at få en taxalicens, men skærper krav til biler og kontor.

- Det bliver nemmere for andre at etablere sig på taxaområdet i fremtiden, så enhver vognmand eller kørselskontor, der vil etablere sig, kan gøre det, hvis de lever op til blandt andet kravene til bilernes indretning, siger Ole Birk Olesen.