Liberal Alliances Ungdom suspenderer formand

16x9
Liberal Alliances ungdomsorganisation, LAU, har suspenderet sin formand, Stefan Roy Frederiksen. Det skyldes ""mistanke om uretmæssig adgang til to medlemmers konti på sociale medier", skriver organisationen. Foto: Liberal Alliances Ungdom

Formand for Liberal Alliances Ungdom er suspenderet, men afviser anklager om hacking af trådløse netværk.

Liberal Alliances ungdomsorganisation, LAU, har suspenderet sin formand, Stefan Roy Frederiksen. Det skyldes ""mistanke om uretmæssig adgang til to medlemmers konti på sociale medier", skriver organisationen.

Formanden for kampagneudvalget i LAU, Mathias Wehrsdorf, er ligeledes uspenderet.

Stefan Roy Frederiksen fortæller selv, at mistanken blandt andet handler om hacking af trådløse netværk og overvågning af brugere, logning af koder og installering af fjernskrivebord.

Anklager som han siger, ikke har noget på sig.

- Der er ikke foretaget nogen systematisk overvågning af nogen, siger han.

Erkender kendskab

Men er det så bare helt urimelige anklager?

- Nogle har med mit kendskab tilgået informationer fra en computer, der har stået tændt og tilgængelig, siger han.

- Det har jeg været bekendt med, og derfor er jeg suspenderet.

Er der noget, du beklager?

- Man skal stå til ansvar for sine handlinger. Jeg træder naturligvis tilbage som landsformand, siger Stefan Roy Frederiksen.

Ny formand beklager

Den konstituerede formand for LAU, Amanda Meiner-Madsen, beklager i en pressemeddelelse, at forretningsudvalget har suspenderet Stefan Roy Frederiksen og et andet medlem.

Beskyldningerne mod de to er underbygget af flere medlemmer, skriver hun.

- Vi har som ledelse derfor ikke andet valg end at suspendere dem.

Amanda Meiner-Madsen ønsker ikke at kommentere sagen yderligere over for Ritzau.

Stefan Roy Frederiksen har anket beslutningen til LAU's højeste myndighed. Det er landsmødet, som finder sted 25. februar.

Hvis landsmødet ikke omgør suspenderingen, vil Stefan Roy Frederiksen ifølge eget udsagn være den første, der bliver ekskluderet fra Liberal Alliances Ungdom.