Politiken til Berlingske: I vil nedbryde fordomme, men bygger nye op

Berlingske vil ikke længere bruge ord som ”yderste højre” og ”kontroversielle”, når avisen beskriver politikere eller politiske bevægelser.

Men den linje er forfejlet, mente resten af panelet i dagens udgave af Presselogen. 

- I vil nedkæmpe de fordomme, der særligt er om højrefløjen, men ved at gøre det, bygger I nye op. Jeg synes, det er problematisk, sagde Christian Jensen, chefredaktør på Politiken henvendt til Berlingskes chefredaktør, Tom Jensen, i dagens udgave af Presselogen.

Emnet var Berlingskes nye journalistiske politik, altså en formulering af, hvilke ord man fremover ikke vil bruge på avisen. Den nye journalistiske politik har Berlingskes chefredaktør formuleret skriftligt, og i den står der bl.a.:

”Vores tilgang er nysgerrig, ikke dømmende. Derfor sætter vi ikke problematiske mærkater på folk. Det betyder konkret, at vi ikke påhæfter etiketter som "populister" og "højreradikale", "det yderste højre" og "ultraliberale", "omstridte", "kontroversielle" på politikere og politiske bevægelser.”

- Vi skal hellere beskrive, hvad en politiker eller en bevægelse mener konkret i stedet for at putte bestemte ord på. Hvis du siger, at en politiker er omstridt, så kommer du til at fortælle mere om, hvor du selv står, end om politikeren, sagde Tom Jensen, chefredaktør på Berlingske, da han forklarede årsagen til den nye sprogpolitik.

Tom Jensen blev undervejs i programmet bedt om at placere bevægelsen For Frihed (tidl. Pegida) på en højre-venstre-skala, men det ønskede han ikke.

- Jeg vil ikke bruge en højre-venstre skala. Jeg vil beskrive, at det er en islamkritisk bevægelse. Du sætter en mærkat på, når du siger yderste højre. Du siger ikke noget om, hvem de egentlig er, sagde Tom Jensen.

Det går ikke at tage den skal ud

Men det var Politikens chefredaktør, Christian Jensen, helt uenig i.

- Det er noget mærkeligt noget at begynde at tage ord ud og kalde det noget andet. Højre-venstreskalaen er jo en markør. Det går ikke at tage den skala ud, siger Christian Jensen fra Politiken.

Og både TV 2 og Ekstra Bladet bakkede op.

- Jeg synes, vi kan blive så neutrale, så objektive, at vi ikke hjælper vores læsere. Hvis alt fra De Konservative til Danskernes Parti er højrefløjen, så guider vi ikke længere, sagde Jacob Kwon, nyhedschef på TV 2 Nyhederne.

- Problemet er, at du er ved at gøre noget svært forståeligt i stedet for let-forståeligt, sagde Poul Madsen, chefredaktør på Ekstra Bladet.

Presselogen havde lagt spørgsmålet ”skal medierne undlade betegnelser som "yderste højre" og "yderste venstre”, når det omhandler politik og politiske bevægelser?” ud til afstemning blandt brugerne på Twitter. Efter udsendelsen havde 324 personer stemt. 28% bakkede op om Berlingskes valg, mens 72% mente, at det var forfejlet.

Se Presselogen på TV 2 Play.