BLOG: Sexkrænkere har dårlig moral

16x9

BLOG: Det er respektløst, når unge deler, bytter, sælger og på alle måder udnytter andres private nøgenbilleder. Desværre sker det mere og mere, og det er udtryk for et moralsk skred. Derfor sætter vi som regering ind med hårdere straffe, bedre hjælp til ofrene og forebyggelse i ungdomsmiljøerne.

Det handler om moral

Det går hårdt ud over et ung menneske at få delt intime billeder mod sin vilje. Uanset hvordan det sker.

Nogle steder er der tale om organiseret ulovlig deling af private nøgenbilleder, hvor en bagmand tjener penge på at sælge adgang til en mappe med intime billeder af piger fra et bestemt lokalområde. Nogle gange er der tale om såkaldt hævnporno, hvor billederne bruges som et våben mod eksempelvis en ekskæreste. Andre steder er det unge, som uden omtanke og empati spreder billederne, fordi det er blevet en norm.

Derfor sender jeg nu et klart signal som justitsminister: Det er langt over grænsen, jeres moral er kortsluttet, og vi kommer til at straffe jer.

Ret ind eller bliv straffet

Tiderne har ændret sig. Drengene kigger ikke længere ind af nøglehullet til pigernes omklædningsrum. Nu er alting digitalt, og det er let at dele alting med hinanden. Men selvom verden er blevet digital, skal vores moral stadig være intakt. Det skal være slut med at tro, at man kan tillade sig at dele intime billeder eller en videoer, bare fordi det er let.

Jeg vil hæve straffen for digitale sexkrænkelser og styrke politiets indsats. Flere skal fanges, og de skal straffes hårdere. I dag kan man få op til seks måneders fængsel. Jeg foreslår, at man fremover kan komme to år i fængsel.

Det er også nødvendigt at give skolelederne mulighed for at sanktionere en elev, selvom eleven har delt billeder af en klassekammeret i sin fritid langt væk fra skolen.

Genetabler den gode moral

Fremover bliver det lettere at anmelde sagerne, og politiet får fremover bedre hjælp til at sikre beviser. Og så skal kulturen blandt visse unge ændres. Lærerne på ungdomsuddannelserne vil også tage sagen op i de relevante timer. Blandt andet ved hjælp af materiale fra Red Barnet og Sex & Samfund. Der er grundlag for en vigtig samtale om etik og fællesskaber. Vi skal forebygge, at disse krænkelser opstår.

Jeg køber ingen undskyldninger, når det kommer til, at unge krænkes seksuelt. Det er forkert, længere er den ikke. Vi er nødt til at få etableret god moral i de danske ungdomsmiljøer.