S: Thyra Frank skal undersøges for dokumentfalsk

Det skal undersøges om ældreminister Thyra Frank (LA) har forfalsket de såkaldte APV-undersøgelser, mens hun var forstander på plejehjemmet Lotte.

Socialdemokratiet kræver en undersøgelse på baggrund af Thyra Franks egne udtalelser. Ældreministeren har erkendt at have kopieret den lovpligtige Arbejdspladsvurdering fra et jysk plejehjem og indsendt den med Plejehjemmet Lottes logo, da hun i sin tid ledede plejehjemmet.

I bogen ”Thyra Frank – livsglæde & stjernestunder”, der blev udgivet i 2010, begrunder Thyra Frank forfalskningen med, at hun var træt af bureaukratiet i ældreplejen.

Ældreministeren fortæller, at det tog 2,5 time at skrive APV-vurderinger af:

- Det tog min dygtige kollega og flere af hans kollegaer tre måneder at lave en APV, som de kunne godkende i kommunen. Det tog os 2,5 time at skrive den af. Vi tilføjede en kælder, for det havde de ikke derovre, siger Thyra Frank i bogen. 

Udtalelsen får socialdemokraterne til at kræve en undersøgelse og redegørelse af ældreministeren:

- Vi er nødt til at få undersøgt, om Thyra Frank har begået dokumentfalsk, når hun med egne ord har kopieret en APV-undersøgelse og sendt den ind i sit eget plejehjems navn, siger sundhedsordfører Astrid Krag (S). 

Thyra Frank nævner også et andet tilfælde af afskrift. Hun skulle forfatte en seddel med instruktion i håndvask, der skulle hænge over alle vaskene på plejehjemmet Lotte. Ifølge bogen havde Thyra Frank kun kunne komme op med fem punkter i den proces, men det viste sig ikke at være nok. Med lidt hjælp kom der til at hænge instruktioner over alle håndvaske på Lotte, med 12 punkter om hvordan man vasker hænder, skriver hun.

- Jeg er med på, at man ikke skal skrive af efter naboplejehjemmet, for det opdager de i kommunen. Derfor skriver jeg af efter et plejehjem i en jysk kommune, hvor jeg har en klog kollega. Hvad han ikke kan lave på papir! Jeg beundrer den mand. Og som han får det til at fylde. Det foregår normalt på den simple måde, at han sender sine papirer over til mig, og så ændrer jeg i logoet øverst. Jeg har kun glemt det en enkelt gang, hvilket skabte forvirring i kommunen, siger Thyra Frank i bogen.

Thyra Frank: Det var et karikeret billede

Ældreminister Thyra Frank har desuden fortalt om kopieringen af APV-undersøgelser i sine populære foredrag.

Da TV 2 spørger ældreminister Thyra Frank, hvorfor hun har kopieret APV-undersøgelser, skifter hun forklaring. Hun siger nu, at hun aldrig har forfalsket en hel APV-undersøgelse.

Henter man en kopi fra en anden arbejdsplads, siger det ikke noget om, hvordan miljøet er på ens egen arbejdsplads. Så er det svindel og bedrag.

Dennis Kristensen, formand for FOA

Når hun har sagt sådan i både foredrag og en bog, så var det forkert og et "karikeret" billede af virkeligheden for at understrege en pointe:

- En af grundene, til at jeg sagde de her ting, var først og fremmest fordi, jeg så utrolig gerne ville have, at vi alle sammen inden for mit område fandt de bedste steder at ”skrive af efter”, siger Thyra Frank.

Der er for meget papirarbejde

Ældreministeren vil ikke opfordre andre plejehjem til at afskrive APV-undersøgelser efter hinanden, men siger, at dele af de lovpligtige rapporter godt kan kopieres.

- Jeg vil bruge en APV til at blive inspireret. Jeg ser ingen grund til, at alle plejehjem bruger så meget tid på at finde ud af, hvordan tingene skal gøres rigtigt, når vi har nogle mennesker blandt os, som er rigtig dygtige. Og der er rigtig mange ting, som jeg er blevet inspireret til af andre forstandere, og det er jeg rigtig glad for, siger hun.

FOA's formand Dennis Kristensen er enig med Thyra Frank i, at der er for meget papirarbejde på plejehjemmene. Men lige præcis arbejdspladsvurderingerne, APV, må der ikke slækkes på.

- Det system er lavet, for at man skal kunne få øje på, hvor vi har arbejdspladsproblemer. Det giver baggrund for, at man som leder og medarbejder kan komme til at handle og gøre noget ved det. Henter man en kopi fra en anden arbejdsplads, siger det ikke noget om, hvordan miljøet er på ens egen arbejdsplads. Så er det svindel og bedrag, siger han.

Tidligere fremgik det af denne artikel et citat, hvor Thyra Frank talte om at kopiere nogle afskrifter af procedure til håndvask. Citatet handlede efter alt at dømme ikke om APV, hvorfor vi har opdateret artiklen.