Minister med opsigtsvækkende bemærkning: - Vi har købt en grønlænder

16x9
Skatteminister Karsten Lauritzen til nytårstaffel på Amalienborg d. 1. januar 2016. Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Den smalle Venstre-regering sikrede sig lidt ekstra stabilitet, da grønlandske Aleqa Hammond skiftede side i Folketinget. Hun er købt, siger minister.

Skatteminister Karsten Lauritzen er kommet med en noget opsigtsvækkende bemærkning i forbindelse med nytårskuren hos Venstre i Lemvig. Det står at læse i Folkebladet Lemvig.

Karsten Lauritzen fortalte, at han tror på mere politisk stabilitet, efter regeringen er blevet styrket med ny opbakning fra det grønlandske folketingsmedlem Aleqa Hammond, der er blevet løsgænger.

Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder.

Skatteminister Karsten Lauritzen

- Vi har sikret os stemme 91 ved at købe en grønlænder. Et af de grønlandske mandater har vi gjort til formand for Grønlandsudvalget mod, at hun så ikke stemmer mod regeringen i afgørende spørgsmål. Så må vi bare håbe, der ikke er nogen, der byder mere på et tidspunkt, sagde han ifølge Folkebladet Lemvig.

Udtalelsen bliver ikke taget godt imod hos et af de andre grønlandske medlemmer af Folketinget.

- Det er en uheldig udtalelse fra Karsten Lauritzen. Det er ikke særlig respektfuldt at sige, at man har købt en grønlænder. Min stemme er ikke til salg, men hvad Aleqa gør, må hun selv svare for, siger Aaja Chemnitz Larsen (IA).

Aleqa Hammond blev formand for Grønlandsudvalget midt i december, efter flere måneders drøftelser, fortalte Venstres gruppeformand Søren Gade. Hammond var ellers socialdemokrat, men efter hun blev løsgænger øjnede Venstres altså en mulighed. Hun overtog formandsposten i udvalget fra Venstres Marcus Knuth.

- Det er måske lidt unaturligt, at vi giver posten væk. Men jeg synes, at det er naturligt, at udvalgsformanden er en repræsentant fra Grønland. Men det er klart, jeg er heller ikke komplet idiot. Jeg forærer jo ikke en formandspost væk for ingenting, sagde han til Ritzau.

Aftalen var med Søren Gades ord indgået 'i respekt for det grønlandske folk':

- Hun arbejder hårdt for grønlandsk selvstændighed og mener ikke, at Danmark skal blande sig i grønlandske forhold. Og den samme holdning har hun om grønlandsk indblanding i Danmark.