Lovede at gøre livet surt for udenlandske indsatte i fængslerne - nu anklages han for løftebrud

16x9
Søren Pape Poulsen holder ikke længere hårdt på kravene om hårdere forhold til udenlandske indsatte i danske fængsler. Foto: ERNST VAN NORDE / Scanpix Danmark

Inden Søren Pape Poulsen blev justitsminiser mente han, at udenlandske indsatte skal behandles dårligere i Danmark. Nu er ordlyden knap så hård.

De Konservative er gået fra at mene, at udenlandske kriminelle skal have det så hårdt som muligt i Danmark til i dag at mene, at forholdene for afsoning ikke er interessante. Den kovending møder nu hård kritik fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

I juni 2015, lige inden valget, lød det sådan her fra formand Søren Pape i en debat på DR:

- Udenlandske kriminelle skal sidde i cellen hele dagen, og det eneste, de må, det er at læse i en bog.

Pape ville fratage udenlandske kriminelle retten til at se TV, høre radio, spille spil og tjene penge, når de sidder i et dansk fængsel. Men i et lovforslag fremsat lige inden jul, ser det noget anderledes ud.

- Udvisningsdømte kriminelle skal ikke længere have adgang til AMU-kurser, undervisning og skal ikke længere have lavet en handleplan. For når de er færdige med at sidde i fængsel, skal de jo ikke være i Danmark længere.

Altså en noget mildere ændring af forholdene end han ellers havde lagt op til.

DF stiller nyt forslag

De udenlandske kriminelle har fortsat adgang til tv, radio, spil og arbejde, og det får både oppositionen og støttepartiet Dansk Folkeparti til at anklage Pape for løftebrud. DF vil nu stille et ændringsforslag, der indeholder alle de ting, som Pape selv foreslog i valgkampen.

- Det kan gennemføres, hvis regeringen stemmer for. Udenlandske kriminelle skal helst sendes hjem i en fart, men hvis løsningen bliver, at Danmark lejer fængselsafsnit i hjemlandene og lader dem afsone der, så stiller vi os ikke på bagbenene, siger retsordfører Peter Kofod Poulsen (DF).

Socialdemokratiets retsordfører Trine Bramsen (S) er uenig i DF’s forslag og Papes oprindelige ide om at forbyde for eksempel tv. Men derfor er Pape alligevel forkert på den, mener hun.

- Det er løftebrud. Men vi vil hellere sende dem hjem til afsoning. Går de ned med flaget her, så hænger vi på dem endnu længere tid, siger hun om potentielt hårdere forhold for udenlandske indsatte.

Hård linje over for Levakovic

For to år siden, i januar 2015, var Pape og de Konservative også ude med en hård linje over for udenlandske kriminelle. Dengang var det den såkaldte ’Levakovic-pakke’ med syv punkter, der blandt andet skulle gøre det lettere at udvise kriminelle udlændinge.

Dengang sagde Pape til Ekstra Bladet, at pakken skulle sørge for, at minimumsstraffen for et indbrud skal være lig med fængsel, ligesom Pape gerne vil sende kriminelle udlændinge hjem til deres eget land for at afsone en straf.

TV 2 afventer en kommentar fra Søren Pape Poulsen, mens partiets politiske ordfører Mette Abildgaard vender tilbage med en kommentar om Levakovic-pakken. Om kritikken fra DF og S siger hun:

- Det er ikke interessant, hvor store forskellene, der er mellem danske og udenlandske indsatte, når de sidder i fængsel. Vores mål er at så få som muligt har lyst til at lave kriminalitet i Danmark, og der er det mere effektivt at se på selve straffen, siger hun.