Dansk fly skal overvåge EU's ydre grænser

16x9
Challengerfly Foto: henning bagger / Scanpix Denmark

Danmark udsender et challengerfly, der skal overvåge den centrale del af Middelhavet og hjælpe med redning.

Der kommer færre flygtninge og migranter til EU via Tyrkiet. Men mange forsøger sig stadig på den farefulde færd over den centrale del af Middelhavet.

På den baggrund sender Danmark tirsdag et Challengerfly afsted som støtte til EU's grænseagentur Frontex. I 31 dage skal flyet hjælpe med at overvåge den del af EU's ydre grænse.

Flyet skal også bistå ved redningsaktioner.

Det oplyser Udenrigsministeriet.

- Det er en vigtig politisk prioritet, at EU sikrer sine ydre grænser ordentligt, siger udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) i en pressemeddelelse.

- Vi udsender et bidrag til en højt prioriteret opgave i en tid, hvor presset fra migranter og flygtninge er stort i Middelhavet, tilføjer han.

Presset på den centrale Middelhavsrute

- Efter vi har fået bedre styr på flygtninge- og migrationsstrømmen via Balkanruten, så ser vi nu, at presset er på den centrale Middelhavsrute, siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) i samme pressemeddelelse.

- Det skal vi forsøge at imødegå samtidig med, at vi redder mennesker, der er blevet lokket ud på Middelhavet af kyniske menneskesmuglere, tilføjer hun.

Danmark har i 2015 ad to omgange leveret tilsvarende flybidrag til Frontex-operationen Triton. Den har til opgave at styrke kontrollen med EU's ydre grænser ud for Italien og Malta.

Operationen blev iværksat i november 2014.

Også dansk politi hjælper med at holde styr på EU's ydre grænser. Sidste år sendte dansk politi sit hidtil største bidrag ud til Frontex, oplyser Rigspolitiet.

Bidraget bestod af i alt 53 politifolk og 12 tolke. Aktuelt er syv personer udsendt til Italien, Grækenland og Bulgarien.

Politiet regner med, at indsatsen vil vokse i takt med, at Frontex anmoder medlemslandene om mere hjælp.