Sass angriber kontroversiel politiker: Du sælger ud for alliance med Løkke

16x9
Gruppeformand Henrik Sass Larsen (S) Foto: Ólafur Steinar Gestsson / Scanpix Denmark

Grønlandsk medlem af Folketinget har solgt ud af sine værdier ved at lave en alliance med Løkke, lyder det fra Socialdemokraterne.

Socialdemokraternes gruppeformand Henrik Sass Larsen langer nu voldsomt ud efter den kontroversielle grønlandske politiker og medlem af Folketinget Aleqa Hammond.

Hammond har ”solgt ud af sine værdier” og ”har sat ønsket om at komme i medierne højere end de resultater, vi kunne opnå sammen” skriver Sass i en pressemeddelelse.

Vi kan ikke konkludere andet, end at Aleqa Hammond har sat ønsket om at komme i medierne højere end de resultater, vi kunne opnå sammen

Henrik Sass, gruppeformand (S)

Baggrunden for de hårde ord er en opsigtsvækkende alliance, som Aleqa Hammond, der indtil for nyligt var en del af det grønlandske socialdemokrati, har lavet med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V).

Venstre med Løkke i spidsen har nemlig besluttet at give formandsposten for Folketingets Grønlandsudvalg til Aleqa Hammond, der i dag er løsgænger i Folketinget, valgt som en af de fire nordatlantiske mandater.

Aleqa Hammond har så samtidig garanteret, at hun fremover ikke vil stemme imod regeringen i spørgsmål, hvor regeringens overlevelse er på spil - de såkaldte kabinetsspørgsmål. Dermed sikrer Hammond, at Løkke-regeringen ikke bliver væltet, hvis én af de 90 mandater i blå blok vælger at skifte side.

S: Skuffer os meget

- I stedet for at kæmpe for socialdemokratiske værdier i respekt for de grønlandske vælgere, der har vist hende tillid, har Aleqa Hammond nu valgt at sælge sit mandat til Venstre, så hun kan få formandsposten for Grønlandsudvalget. En post Venstre har haft indtil nu, lyder det fra Henrik Sass i pressemeddelelsen.

- Det skuffer os meget. I stedet for at sidde som næstformand i udvalget og have Socialdemokratiets og den røde bloks støtte i sit arbejde for Grønland, har Aleqa Hammond solgt ud af sine værdier for at kunne kalde sig udvalgsformand uden opbakning. Forskellen på de to poster er groft sagt, at formanden må udtale sig til medierne på udvalgets vegne om f.eks. udvalgets studierejser eller udvalgets generelle arbejde. Vi kan ikke konkludere andet, end at Aleqa Hammond har sat ønsket om at komme i medierne højere end de resultater, vi kunne opnå sammen. Det er vi ærgerlige over, og de grønlandske vælgere har fortjent større respekt.

Hammond er løsgænger i Folketinget, efter at hun i august blev ekskluderet fra Siumut efter en sag om uretmæssig brug af Folketingets kreditkort. En lignende sag kostede hende i 2014 posten som Grønlands landsstyreformand.

Af pressemeddelelsen fremgår det også, at Socialdemokraterne som følge af Hammonds alliance med Løkke har besluttet at ekskludere hende fra det valgforbund, hun ellers forblev i efter hendes eksklusion fra Siumut.

TV 2 forsøger at få en kommentar fra Aleqa Hammond.