Haarder mister drømmejobbet, da en anden havde det - og Løkke giver ham det ikke tilbage

Efter modstand i grænselandet opgiver Bertel Haarder posten som generalkonsul i Flensborg.

Det sker efter at det er kommet frem, at jobbet var besat af en anden, som nu gerne vil blive i jobbet, men det har statsminister Lars Løkke Rasmussen sagt nej til. Politisk kommentator Hans Engell er skarp i sin kritik af sagen, som han mener. er på kanten til at være en skandale.

Bertel Haarder betegnede for nylig jobbet som 'et drømmejob'. 

- Jeg troede, den tilbudte post var på vej til nybesættelse. Jeg glædede mig til at arbejde frem mod genforeningsjubilæet. Jeg er opvokset i Grænselandet. Jeg brænder for - og har alle forudsætninger for at synliggøre og arbejde for mindretallene. Men posten er jo besat, og jeg vil ikke trænge mig på. 

Jeg vil ikke jagtes på Christiansborgs gange

Bertel Haarder

- Jeg afslår tilbuddet og glæder mig til arbejdet i Folketinget, blandt andet med kulturen og det nordiske, siger Bertel Haarder.

Da TV 2's Knud Brix fangede Bertel Haarder på Christiansborg var han mindre meddelsom - og tydeligt irriteret.

- Jeg vil ikke jagtes på Christiansborgs gange, sagde han bistert og hastede videre.

For få uger siden betegnede Bertel Haarder ellers posten som generalkonsul som et "drømmejob", men nu har han altså valgt at takke nej til drømmejobbet.

Den nuværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen siger til TV 2, at han er klar til at fortsætte på posten.

- I Danmark er vi alt for dårlige til at drage nytte af de kompetencer, som erfarne politikere oparbejder gennem et langt liv i politik. Det gør andre lande langt bedre end os

Lars Løkke Rasmussen

- Det er nyt for mig. Jeg er klar til at fortsætte på posten. Men det er op til Udenrigsministeriet - det afhænger af, hvordan de ser på sagen, siger Henrik Becker-Christensen til TV 2.

Henrik Becker-Christensen har haft posten siden 1998.

Men ifølge statsminister Lars Løkke Rasmussen får Henrik Becker-Christensen ikke stillingen som generalkonsul tilbage, selvom Bertel Haarder afslår. Løkke vil have politisk profil, skriver Ritzau.

- I Danmark er vi alt for dårlige til at drage nytte af de kompetencer, som erfarne politikere oparbejder gennem et langt liv i politik. Det gør andre lande langt bedre end os, siger Lars Løkke Rasmussen i en kommentar til Ritzau.

Regeringens handlemåde i sagen har skabt voldsom debat i grænselandet. I Flensborg Avis har man bragt 15 læserbreve med kritiske reaktioner. Chefredaktør Jørgen Møllekær forklarer til TV2, at det ikke er Bertel Haarder, folk fortrinsvis er kritiske overfor - men den måde, den nuværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen er blevet behandlet på.