Thorning fylder 50 år: - I dag arbejder jeg for børn i hele verden

På kort tid kæmpede hun sig til toppen i dansk politik. I dag er det børnenes rettigheder, hun slås for. Helle Thorning-Schmidt fylder 50 år i dag.

På rekordtid kæmpede Helle Thorning-Schmidt sig vejen til det øverste politiske embede her i landet. I dag har hun lagt kampene på Christiansborg bag sig, er bosat i London og står nu i spidsen for Red Barnet.

Onsdag den 14. december fylder hun 50 år.

Den politiske karriere begyndte uden for landet, da hun i 1999 blev valgt til Europa-Parlamentet for Socialdemokraterne.

At det blev en international vej, hun tog ind i politik, lå ikke fjernt for den tidligere statsminister fra Ishøj. Hun er nemlig kandidat i statskundskab fra Københavns Universitet og har toppet studiet med en master i europæiske studier.

Vandt formandspost mod overborgmester

Der skulle dog ikke gå mange år, før der var bud efter hende fra de hjemlige socialdemokratiske kolleger.

Først var det Danmark og danskerne, jeg skulle tjene. Nu skal jeg tjene børn i hele verden. Det er et stort skifte.

Helle Thorning-Schmidt, direktør for Save The Children International.

I 2004 stoppede hun i Europa-Parlamentet og stillede i stedet op til Folketinget ved valget i 2005 og blev valgt. Allerede en måned efter stillede hun op som kandidat til formandsposten i partiet.

Modkandidaten var den nuværende overborgmester i København, Frank Jensen. Helle Thorning-Schmidt vandt formandsposten, som hun sad på frem til 2015.

Stolt af sit politiske arbejde

Hun skulle dog gennem to folketingsvalg, før hun i 2011 kunne kalde sig landets statsminister. Sammen med Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti dannede Socialdemokraterne regering.

- Jeg er stolt af, at det lykkedes at få Danmark ud af den krise, vi var i, i 2011, da vi overtog magten. Vi fik skabt vækst og lavere arbejdsløshedstal. Og så fik vi mange børn ud af fattigdom, siger den tidligere statsminister om sin regeringstid.

Ved valget i 2015 var det dog slut for den røde regering. Den blå blok med Lars Løkke Rasmussen (V) i front vandt, og Helle Thorning-Schmidt måtte overlade nøglerne til Statsministeriet.

I klippet nedenfor kan du se en rørt Helle Thorning-Schmidt træde tilbage som partiformand for Socialdemokratiet efter valgnederlaget i juni 2015.

Arbejder for børn i hele verden

Hun fortsatte i Folketinget, men overlod formandsposten hos Socialdemokraterne til Mette Frederiksen kort tid efter.

I januar 2016 blev hun efter længere tids spekulationer vedrørende en international toppost hyret som direktør for Save The Children International (Red Barnet).

- Først var det Danmark og danskerne, jeg skulle tjene. Nu skal jeg tjene børn i hele verden. Det er et stort skifte, men også et med mange lighedspunkter, fordi det jeg laver nu, også er politisk, siger Helle Thorning-Schmidt.

Privat er Helle Thorning-Schmidt gift med briten Stephen Kinnock. Sammen har de to døtre.

Se nedenfor en tidslinje over de vigtigste begivenheder - på godt og ondt - i Helle Thorning-Schmidts politiske karriere:

Tidslinje: Helle Thorning-Schmidt
1999
Europaparlamentet
Europaparlamentet Scanpix Denmark
Valgt til Europaparlamentet, da hun via et stort antal personlige stemmer fik det tredje, yderste socialdemokratiske mandat. Det var i Europaparlamentet (1999 – 2004) hun fik øgenavnet ”Gucci-Helle” på grund af sin eksklusive smag i håndtasker.
2005
8. februar 2005
Folketinget
Mogens Lykketoft og Helle Thorning-Schmidt Scanpix Danmark
8. februar 2005 blev Helle Thorning-Schmidt valgt til Folketinget, som Socialdemokraterne tabte til Anders Fogh Rasmussens Venstre. Efter nederlaget valgte Socialdemokraternes formand Mogens Lykketoft at trække sig tilbage. Blot få dage efter at være valgt til Folketinget meddelte Helle Thorning-Schmidt, at hun var kandidat til posten som partiets formand.
12. april 2005
Formand for S
Formandsvalg 2005 Scanpix
12. april 2005 blev Helle Thorning-Schmidt valgt til den første kvindelige formand for Socialdemokraterne. Det skete efter en urafstemning i partiet, hvor Helle Thorning-Schmidt slog sin modkandidat Frank Jensen (den nuværende overborgmester i København) med 53 procent af stemmerne mod 47.
2007
Folketingsvalg
Tabte til Anders Fogh Rasmussen Scanpix
Helle Thorning-Schmidt taber det første folketingsvalg for S-formand. Anders Fogh Rasmussen fortsætter som formand
2010
Juni 2010
Skattesag
Skattesagen starter Scanpix
Juni 2010 skrev BT de første artikler om Helle Thorning-Schmidts såkaldte ”skattesag”. Kernen i sagen var at Helle Thorning-Schmidts mand Stephen Kinnock, der er britisk statsborger, ikke betalte skat i Danmark. Skattesagen kom senere til at handle om, hvorvidt parret havde misbrugt skattefradragsreglerne. Historien førte senere til nedsættelsen af en undersøgelseskommission, der skulle se på Skattemyndighedernes rolle i sagen og om der uretmæssigt var udleveret personlige oplysninger om parrets skatteforhold til pressen.
2011
15 september 2011
Magtskifte
Folketingsvalg Scanpix
2011 Folketingsvalget den 15. september resulterer i et snævert flertal til rød blok og til Helle Thorning-Schmidt som statsminister. Hun får 33.000 personlige stemmer (hvilket er fjerde flest efter Lars Løkke Rasmussen, Johanne Schmidt-Nielsen og Pia Kjærsgaard).
September 2011
Det Sorte Tårn
Rødt flertal i Folketinget Scanpix Denmark
Forhandlinger i ”Det Sorte Tårn” på Amager fører til en aftale om en S-R-SF-regering med Helle Thorning-Schmidt som statsminister.
3. oktober 2011
Statsminister
På Amalienborg Scanpix
3. oktober 2011 bliver Helle Thorning-Schmidt udnævnt til Danmarks første kvindelige statsminister
2014
Februar 2014
SF siger farvel
Farvel til SF Scanpix Denmark
Februar 2014 forlader SF regeringen efter intern ballade. Regeringen fortsætter som en S-R regering. Forud er gået fem andre ministerrokader.
2015
18. juni
Blåt flertal
Farvel til statsministerposten Scanpix/Keld Navntoft
Folketingsvalg betyder en ny Venstre-regering i Danmark med Lars Løkke Rasmussen i spidsen. Allerede i løbet af valgnatten meddeler Helle Thorning-Schmidt, at hun trækker sig som formand for Socialdemokraterne.
28. juni
Ny formand
Ny S-formand POLFOTO
En ekstraordinær partikongres vælger Mette Frederiksen til ny formand for Socialdemokraterne
November 2014
Flygtningehøjkommissær
Tæt på FN-job POLFOTO
Helle Thorning-Schmidt er blandt kandidaterne til et topjob som FN’s næste flygtningehøjkommissær. Men posten går i stedet til en italiensk kandidat.
2016
13. januar
Nyt job
Nyt job i London Scanpix Denmark
Den nu 49-årige eks-statsminister får nyt job som topchef for den internationale organisation ”Save the Children”.