Regeringen vil ændre loven: - Det er ikke fordi vi vil slå taxibranchen ihjel

Regeringen vil fjerne loftet over antallet af taxaer, men umiddelbart ser det svært ud for Uber at komme ind på markedet på lovlig vis.

Det skal være lettere at få tilladelse til at køre taxa.

Det mener regeringen, der dermed vil give mulighed for, at flere taxaer kan komme på gaden.

Ved et pressemøde tirsdag lægger transport- bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen (LA), erhvervsminister Brian Mikkelsen (K) og beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) op til, at man i fremtiden ikke længere skal søge de enkelte kommuner om tilladelse, men i stedet staten.

Regeringens ønsker, at loftet for antallet af taxaer skal ophæves med det nye system for tildeling af tilladelser.

- Et spørgsmål om branchens overlevelse

Transportminister Ole Birk Olesen siger på pressemødet, at 1000 taxaer er forsvundet de seneste 10 år, og at kunderne blandt andet søger mod samkørselsordninger. Derfor er der behov for at fjerne den stramme regulering for taxibranchen, siger han.

- Det er et spørgsmål om branchens overleveslse, siger Ole Birk Olesen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) håber på større fleksibilitet, så man kan bestille en taxa i landområder, hvor der ifølge regeringen ofte er mangel på taxaer.

- Der er ikke fordi, vi vil slå taxibranchen ihjel. Jeg håber, at det bliver taget i den ånd, det er præsenteret, siger han.

Også priserne vil blive sat mere fri end i dag. Hvis man prajer en taxa på gaden, vil prisen forsat være underlagt en maksimumsgrænse. Men hvis man ringer ind og bestiller en taxa, skal man på forhånd aftale prisen, lyder regeringens forslag.

Vil ikke tillade Uber som det er i dag

Regeringen vil ikke lovliggøre Uber, sådan som Uber kører i dag, men ønsker med egne ord at finde en "tredje vej" mellem det traditionelle taximarked og et "Wild-West-marked", hvor der ikke er styr på skattebetaling, forbrugerbeskyttelse og trafiksikkerhed.

Foruden en ophævelse af loftet over antaller af taxaer, vil regeringen fjerne de geografiske begrænsinger, der i dag siger, at en taxa kun må køre i én kommune eller i Storkøbenhavn.

Derudover skal taxitilladelsen slås sammen med de andre tilladelser til erhvervsmæssig persontransport - limousine, offentlig servicetrafik og sygetransport. 

Og så skal slås hårdt ned over for lovovertrædelser som eksempelvis skattesnyd.

Det skal blandt andet ske ved, at taxivirksomheden skal dele oplysninger om eksempelvis GPS-koordinater, længden af turen, samt betaling for turen med myndighederne.

På den måde får myndighederne bedre kontrol, mener regeringen.

- Udgangspunkt er, at Uber skal levere dokumentationen, og hvis Uber ikke kan det, så mister Uber retten til at operere i Danmark, siger Ole Birk Olesen, der tidligere har talt varmt om Uber.

Et af de krav til taxaer, der bliver bevaret, er, at bilerne skal gå igennem et årligt bilsyn. Derudover skal taxichaufførerne leve op til bestemte helbredskrav. Og de må ikke være straffet for grove lovovertrædelser.

DF: Det er en invitation til Uber

Ifølge Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, er der mange positive elementer i regeringens udspil, men der er også ting, der er "helt uspiselige", som han udtrykker det.

Det er blandt andet, at regeringen lægger op til, at der for bestilte ture skal være fri prisdannelse uden maksimalpris.

- Det er jo en ren invitation til Uber, siger Kim Christiansen.

Han mener, det er et problem med fri prisdannelse på bestilte ture og siger, reglerne bør vær de samme som for gadeture, der er underlagt en makspris.

- Det skaber en ulige konkurrence, og det ønsker vi ikke, siger Kim Christiansen og tilføjer om Uber:

- De ønsker stort set at køre, som det passer dem, og det synes jeg, man åbner for meget op for her, men der ligger et godt forhandlingsoplæg.

Dansk Folkepartis transportordfører, Kim Christiansen, kommenterer regeringens taxiudspil.

Læs hele regeringens udspil her.

Her vil regeringen ændre taxilovgivningen

Ophævelse af antalsbegrænsningen

Enhver, der opfylder generelle krav, har ret til at få en tilladelse. Kommunens vurdering af, om der er behov for flere taxier, og de hidtidige krav om egenkapital ophæves.
Den geografiske begrænsning, der i dag siger, at en taxi kun må køre i én kommune - eller i Storkøbenhavn - ophæves. Taxivirksomhed skal kunne drives på tværs af kommuner i hele landet.
 
 

Fjerne unødige adgangsbarrierer

Taxitilladelsen skal slås sammen med de andre tilladelser til erhvervsmæssig persontransport - limousine, offentlig servicetrafik og sygetransport.
 

Forbrugerbeskyttelse

For gadekørsel, hvor taxien prajes af kunden på gaden, opretholdes der maksimalpriser. For bestilt kørsel er der fri prisdannelse.
Hvis turen ikke afregnes med taxameter, skal kunden ved bestillingen have sagt ja til en maksimal pris for turen eller have accepteret principperne for afregning. Hvis kunden klager, skal taxivirksomheden kunne dokumentere aftalen.
 

Der skal betales skat

Taxivirksomheden skal sikres, at følgende oplysninger indhentes og opbevares i en nærmere afgrænset periode: Identifikation af tilladelsesindehaver og chauffør, GPS-koordinater for turen, Længden af turen og betaling for turen. Disse data skal deles med myndighederne.
 

Åbningstider

Taxivirksomhederne skal selv kunne bestemme, hvilken service de vil tilbyde med hensyn til åbningstider, geografisk dækningsområde og udbudte tjenester.