Krag svarer Samuelsen igen: Jeg synes ærlig talt, det er pinligt

16x9
Astrid Krag kommenterer på kommentarer fra Anders Samuelsen på Facebook. Foto: Linda Kastrup / Scanpix Denmark

Astrid Krag kalder udenrigsminister Anders Samuelsen for pinlig efter opdateringer på Facebook.

- Jeg synes ærlig talt, at det er meget meget pinligt, at en udenrigsminister ikke kan styre sig på de sociale medier.

Sådan siger det socialdemokratiske folketingsmedlem Astrid Krag til Avisen.dk, efter hun har fået en gevaldig bandbule på Facebook af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA).

På Facebook kalder Samuelsen den tidligere sundhedsminister for "ukollegial" og "manipulerende". Det sker efter, at Krag, der nu er folketingsmedlem for Socialdemokratiet, satte spørgsmålstegn ved, at Danmark skal have en ældreminister.

Problematisk kommentar fra minister

Posten har Anders Samuelsen givet til den tidligere plejehjemsdirektør Thyre Frank.

- Du manipulerer bevidst. Det gør gode kolleger ikke. Havde du været ansat på Thyras plejehjem, var du sikkert blevet fyret for ukollegial adfærd, tordner Samuelsen i en kommentar til Astrid Krags facebookopslag.

Det hele startede efter et interview på TV 2 med den nye ældreminister Thyra Frank. Her sagde den nye minister, at det ikke var hendes ansvar at kontrollere de forhold på plejehjemmene, der er blevet kritiseret. Hun mente i stedet, at det var kommunernes ansvar.

Krag fremhæver, at man selvfølgelig kan have politiske uenigheder, men at det er et problem, når man som minister skriver, som Samuelsen har gjort.

Ministerpost kræver værdighed

- Han er jo hele Danmarks minister. Derfor bliver man nødt til at opføre sig med et hvis niveau af værdighed. Jeg bliver da lidt bekymret for, at han skal repræsentere os i verden, siger Astrid Krag til Avisen.dk.

På Facebook spurgte Astrid Krag statsministeren og Anders Samuelsen, hvorfor vi skal have en ældreminister, når der skal skæres i budgettet, og hvorfor Thyra Frank er udnævnt, når hun ikke mener, hun kan gøre noget for de ældres forhold.

Det fik tilsyneladende Anders Samuelsen op i det røde felt. Både i kommentarer på Astrid Krags post og i et opslag på sin egen væg svarer han S-politikeren, der ifølge ham "har kastet sig frådende over Thyra Frank".

Opslag slettet

Anders Samuelsen har siden slettet sit eget opslag, men kommentarerne på Astrid Krags post, står der stadig:

- Først slesker du for hende for at få en selfie - hvorefter du falder hende i ryggen og bevidst fordrejer hvad hun sagde, skriver Samuelsen blandt andet.

Astrid Krag mener, at Anders Samuelsen har misforstået hendes opslag. Det er slet ikke Thyra Frank, men Lars Løkke og Anders Samuelsen hun kritiserer for den økonomiske politik, "der betyder, at der vil mangle mellem en og halvanden milliard til ældrevelfærd".

- Det er et forsvar af den forkerte, siger Astrid Krag om udenrigsministerens udfald.