Samuelsen tager udskældt minister i forsvar: Det er manipulation

Anders Samuelsen er på Facebook gået i forsvar af sin udskældte ældreminister Thyra Frank. Kommentaren på hans egen profil forsvandt dog hurtigt igen.

Ældreminister Thyra Frank (LA) er kommet i strid modvind, efter hun søndag fortalte, at det er op til kommunerne - og ikke ministeren selv - at kontrollere, om forholdene på landets plejehjem var værdige.

Hun sætter sin lid til, at kommunerne selv reagerer på de kritisable forhold, som blandt andet TV 2 i den seneste tid har skildret.

Udmeldingen har vakt stor debat. Både danskerne, der ikke mener, at Thyra Frank er sin nye opgave voksen, og en række politikere har kritiseret ældreministeren.

En af kritikerne er Socialdemokraternes ældreordfører Astrid Krag.

I et Facebook-opslag beder ordføreren om, at Thyra Frank "kommer ind i kampen".

Jeg synes ellers jeg har oplevet meget i mine ni år i Folketinget. Men det her, det tager rekorden! Hvorfor skulle vi...

Posted by Astrid Krag on Sunday, December 4, 2016

Samuelsen gik til modangreb - men slettede kommentar

Kritikken fra Astrid Krag har fået Liberal Alliances leder, udenrigsminister Anders Samuelsen, til tasterne.

Først i et modangreb i kommentarfeltet på Astrid Krags Facebook-opslag, og senere på sin egen Facebook-profil. Kommentaren på LA-lederens egen side forsvandt dog pludseligt efter en times tid. 

Herunder kan du se et screenshot af den nu slettede opdatering på Anders Samuelsens profil:

LA-lederen forsvarer sin minister og går til modangreb på Astrid Krag.
LA-lederen forsvarer sin minister og går til modangreb på Astrid Krag. Foto: Screenshot

Over for TV 2 bekræfter Anders Samuelsen, at han har slettet kommentaren, hvor han gik til modangreb på Astrid Krag og forsvarede Thyra Frank.

- Jeg har ikke fortrudt. Men der var ikke behov for en masse larm inde på min side. Jeg synes, det hørte bedst til på Astrid Krags side, forklarer LA-lederen til TV 2.

Anders Samuelsen har dog kun slettet modangrebet på sin egen Facebook-side. Debatten fortsatte længe derefter i kommentarfeltet på S-ordførerens side.

I kommentaren starter Anders Samuelsen med at kalde ældreordføreren for "dobbeltmoralsk og manipulerende" med henvisning til, at Astrid Krag i sidste uge delte en begejstret selfie med den nye ældreminister - for nu at kritisere Thyra Frank for at følge regler, som Astrid Krag selv - ifølge Samuelsen - skulle have indført.

Samuelsen skriver også, at Astrid Krags kritik er "plat manipulation", og at Thyra Frank for alt i verden vil "beskytte de ansatte mod mere af den mistillid og kontrol og bureaukrati som et sædvanligt politiker-svar ville have ført til".

- Du manipulerer bevidst

Efter Anders Samuelsens svar har kommentarfeltet på Astrid Krags Facebook-opslag ikke stået stille.

Begge politikere har debatteret frem og tilbage.

Astrid Krag gør opmærksom på, at kritikken ikke er rettet på Thyra Frank - den er i stedet rettet mod Anders Samuelsen og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) for at skære ned på ældreområdet. For hvad skal Thyra Frank stille op med ældreplejen, hvis den økonomiske ramme er for lav, spørger hun.

Nej, Astrid du er IKKE en god kollega. Du manipulerer bevidst. Det gør gode kolleger ikke.

Anders Samuelsen, partileder for Liberal Alliance

LA-lederen svarer hertil:

- Hun skal det, du ikke magtede, da du selv var minister: Vise tillid, gå i dialog, skabe bedre rammer, fjerne jeres bureaukrati og alt sammen skal hun gøre med baggrund i hendes egne 37 års konkrete erfaring fra virkeligheden. Nej, Astrid du er IKKE en god kollega. Du manipulerer bevidst. Det gør gode kolleger ikke. Havde du været ansat på Thyras plejehjem, var du sikkert blevet fyret for ukollegial adfærd, skriver han.

Anders Samuelsen fortæller til TV 2, at han er gået ind i debatten på Astrid Krags Facebook-profil, fordi han ikke vil finde sig i, at politikere behandler hinanden på den måde.

- Jeg vil slå et slag mod mudderkasteri. Vi skal lade være med at slå løs på hinanden, siger han.

Bidrager du ikke netop selv til mudderkast ved at kritisere Astrid Krag på den måde?

- Nej, det gør jeg ikke. Vi skal ikke lave karaktermord, som hun gør mod Thyra. Vi bør fokusere på sagen, siger Anders Samuelsen.