Spring ud som feminist, Karen

16x9
Kunne Venstre dog ikke stille med bare én person til ligestillingsposten, som udviste respekt for feminismen, skriver Mette Gjerskov Foto: Scanpix

BLOG: Karen Ellemans første dag som ligestillingsminister er den dårligste start, Mette Gjerskov (S) nogensinde har set.

Adr, feminismen må gerne kravle tilbage ind under den slimede sten, den kommer fra.

Det stod tydeligt, da vores nye ligestillingsminister, som sin vel nok første embedshandling, modtog en bog om feminisme fra sin forgænger. Kristian Jensen overrakte med et smil en bog om feminisme, han mente man kunne blive klog af. Karen Ellemann, ligestillingsminister, modtog den med et kropssprog som på alle måder udtrykte afsky og modstand. Man måtte forstå, at hun som det pæne menneske hun er, modtog gaven af høflighed, men trods pænheden ikke evnede at undertrykke sin følelse af afsky. Og straks hun fik mikrofonen, måtte hun som det første erklære, at hun bestemt ikke er feminist.

What!?! Ikke feminist? Man kan mene meget om nogle feminister, som kan forekomme mere vidtgående end gennemsnitsdanskeren. Og fair nok, hvis man ikke lige er til friblødning og den slags. Men hallo! Feminisme er da så meget mere end det. Og falder det ministeren SÅ svært, så anerkend da i det mindste dem, der kom før os. Det var feministerne, der kæmpede for kvinders valgret for mere end hundrede år siden. Feminister, der arbejdede for kvinders ret til selv at bestemme, hvornår de skal have børn med adgang til prævention og abort. Det var feminister, der holdt fast i kvinders adgang til arbejdsmarkedet og retten til lige løn for lige arbejde. Og den kamp er bestemt ikke slut.

Eller løft blikket og se ud i verden. Det er feminister, der hver eneste dag kæmper for undertrykte kvinders rettigheder: Imod stening, imod kønslemlæstelse af små piger, imod social kontrol. For ret til at få hjælp til sikre fødsler, få piger i skole, kvinder og pigers ret til deres egen krop.

Hvordan kan man ikke være feminist? Eller i det mindste respektere feminister? Hvordan kan man som nyudnævnt ligestillingsminister stå på talerstolen i Udenrigsministeriet og nedgøre det arbejde, der har kostet blod, sved og tårer for feministerne i over hundrede år?

Personligt er jeg overbevist om, at det er feminister og gæve kvinder i min mors, mormors og oldemors generation, der har sikret, at jeg som kvinde overhovedet kunne blive opstillet til Folketinget. Og blive valgt. Og blive minister. Og jeg bestræber mig på at udvise en smule ydmyghed over for deres afsavn og nederlag undervejs. For uden dem, havde mit liv haft en helt anden kurs. Det tror jeg også gælder ligestillingsministerens.

Jeg har normalt stor respekt for Karen Ellemann, men det her, det tager alligevel prisen for den dårligste start på en ministertid, jeg nogensinde har set.

Kunne Venstre dog ikke stille med bare én person til ligestillingsposten, som udviste respekt for feminismen? Respekt for alle de kvinder, der kom før os og banede vejen? For min skyld gerne en mand. Mænd er også feminister i 2016. Havde de ikke én? Bare en eneste?

Nå, men ok, det valgte Venstre så ikke. Og måske var det bare en første tankeløs fejl. Måske gemmer der sig i virkeligheden en lille feministspire inde i ligestillingsministeren. Måske skal den bare næres af gode argumenter og en masse engagement. Vi må prøve…