TV 2 erfarer: Endnu tre ministerposter på plads - nu kender vi 13

De tre ministerposter går til erfarne Venstre-politikere.

Ministerkabalen er ved at falde på plads, og i den er der tre ministerposter til erfarne Venstre-politikere. 

Venstres kronprins Kristian Jensen (V) får den tunge post som finansminister, mens Troels Lund Poulsen (V) får posten som beskæftigelsesminister, og Lars Christian Lilleholt (V) fortsætter som energi-, forsynings- og klimaminister. 

Det erfarer TV 2.

Dermed kender vi nu 13 navne på den nye trekløverregerings 22 ministre hvis statsminister Lars Løkke Rasmussen tælles med - dem kan du se HER.

Overtager en af de tunge poster

Dermed forlader Kristian Jensen efter knap halvandet år Udenrigsministeriet og overlader det som bekendt til Anders Samuelsen (LA), der er en af seks nye LA-ministre i VLAK-regeringen.

Kristian Jensen overtager posten fra Claus Hjort Frederiksen (V), der i stedet overtager Forsvarsministeriet fra Peter Christensen, der ifølge TV 2s oplysninger er færdig som minister.

Troels Lund Poulsen overtager posten Jørn Neergaard Larsen (V) og overlader stolen som Erhvervsminister til Brian Mikkelsen (K), der også fik den post i Løkkes regeringsomdannelse i 2010.

Oversigt over Danmarks nye regering

Ministerposterne bliver offentliggjort på Amalienborg mandag. 

Sådan lød meldingen fra Lars Løkke Rasmussen (V), Søren Pape Poulsen (K) og Anders Samuelsen (LA), der søndag blev enige om grundlaget for en ny VLAK-regering.

Men ikke desto mindre er flere af ministerposterne allerede sevet ud til offentligheden - blandt andet via TV 2s politiske redaktion.