Tillykke til kronprinsparret!

16x9
Det danske kongehus er af enorm værdi for det danske brand. De formår ikke kun i udlandet, men også herhjemme at skabe et rum, hvor unge som gamle og mænd som kvinder kan mødes og være sammen om en fælles interesse for af de royale medlemmer. Foto: Niels Ahlmann Olesen / Scanpix Danmark

Det var som taget ud af et eventyr, da kronprins Frederik i maj 2004 fik sin australske Mary ved et storslået bryllup i Vor Frue Kirke i København. I dag kan kronprinsparret så fejre sit kobberbryllup og se tilbage på 12½ år, hvor de på forbilledligvis har repræsenteret Danmark og det danske kongehus både herhjemme og i udlandet.

Gennem et væld af protektorater er kronprinsparret med til at belyse temaer, der er en del af vores alle sammens hverdag. Kronprinsessen har blandt andet sat fokus på mobning blandt børn, mens kronprinsen gennem sit store sportslige engagement er med til at repræsentere dansk idræt både som motionist, men også på professionelt plan.

I 2000 var vores aktive kronprins en del af Siriuspatruljen, og han og kronprinsessen har stadig den dag i dag meget tætte relationer til Grønland og det grønlandske folk. Derfor var det ikke overraskende, at kronprinsparret som en hyldest til grønlandsk kultur valgte grønlandske navne, da tvillingerne Josephine og Vincent blev døbt i 2011. Kongehusets stærke tilknytning til Grønland og også Færøerne er med til at styrke rigsfællesskabet og skabe en uvurderlig samhørighed mellem det danske, grønlandske og færøske folk.

På alle tider af året er Amalienborg Slotsplads et skønt sammensurium af amerikanere, indere, japanere, australiere – turister fra nær og fjern, der alle er kommet for at få et billede med livgarden, beundre det gamle slot eller måske endda få et glimt af kronprinsen og kronprinsessen, der cykler deres børn i børnehave og skole.

Det danske kongehus er af enorm værdi for det danske brand. De formår ikke kun i udlandet, men også herhjemme at skabe et rum, hvor unge som gamle og mænd som kvinder kan mødes og være sammen om en fælles interesse for af de royale medlemmer. Kongehuset og ikke mindst kronprinsparret bliver samlingspunkt, hvor end de kommer hen – både gennem deres enorme engagement og belevenhed, men måske også fordi de minder os alle sammen om, at eventyr ikke kun eksisterer i bøger, men også bag ruderne på Amalienborg og ikke mindst den dag i maj for 12½ år siden, hvor prinsessen sagde ja til sin prins.

Herfra skal lyde et stort tillykke til kronprinsparret!